Amalie Szigethy skal føde sit første barn 30. juli. Datoen er hun forholdsvis sikker på. Hun har nemlig besluttet, at hun vil føde sin lille datter ved et planlagt kejsersnit.

Og det er der en helt særlig grund til.

»Jeg skal ikke føde ud af tissemissen og revne om i røven,« fortæller realitystjernen til ugebladet Her & Nu.

Og frygten for at gå helt i stykker er muligvis ganske begrundet. I hvert fald har Amalie Szigethy tidligere fortalt BT, at hun regner med at føde en kæmpebaby.

»Jeg tror, jeg har taget omkring 13 kilo på, så det er en stor baby. Hun sparker også hver dag,« fortalte realitystjernen, da BT mødte hende på den røde løber til Zulu Awards 2016 i begyndelsen af april.

Faderen til den kæmpestore pige vil ikke være til stede ved fødslen fortæller hun, ligesom han, den 23-årige ekskæreste Mikkel Skelskov, heller ikke kommer til at være en del af den lille families hverdag, efter parret gik fra hinanden i marts under stor dramatik.

Amalie Szigethy har allerede besluttet sig for et navn til sin lille datter - men det holder hun foreløbig for sig selv.

Reality-darlingen blev et kendt ansigt, da hun deltog i Paradise Hotel 2010. Men det vilde liv lagde den i dag 24-årige Amalie Szigethy på hylden, forsikrer hun, efter ønskebarnet blev undfanget på en ferie i Los Angeles og dermed kommer til at opfylde Amalie Szigethys drøm om at blive mor, inden hun fylder 25.