Amalie Szigehtys far, Thomas Szigethy døde fredag kun 58 år gammel. Nu sætter hun ord på sin store sorg.

»Jeg synes virkelig, det er grænseoverskridende at skulle skrive det her opslag, og i en sorg som denne ville jeg inderligt ønske, at jeg var ukendt, men det er jeg ikke, og jeg bryder min tavshed, fordi det skal jeg,« begynder hun søndag aften et indlæg på Instagram.

»Min kære dejlige far er gået bort, og det er så unfair. Ganske enkelt uvirkeligt for mig og min familie. Jeg har ikke brug for at blotte mine følelser, men jeg kan ikke gemme mig, og jeg har brug for at lave det her opslag,« fortsætter hun og beder om ro og forståelse for den kommende tid, hvor hun samtidig er højgravid

»Jeg skal igennem en kæmpe sorg midt i det, som er størst for mig i livet, nemlig at føde mit andet barn samt passe på min lille pige. Min far elskede Josphine (Amalies fireårige datter, red.) og var meget stolt af hende. Nu ved jeg, hvad stærk virkelig handler om. Jeg ved, min far er hos mig og ligger kind mod min. Far, min kære far. Jeg er knust. Jeg har og vil altid elske dig, for alt du er og acceptere dig, for den du er. Jeg og mine børn bærer dig stolt videre i livet, og du bliver aldrig glemt. Tak for forståelsen. Kh Amalie,« slutter hun sit opslag.

Amalie og hendes mor.
Amalie og hendes mor. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

B.T. har tidligere søndag været i kontakt med Amalie Szigethys mor, Lotte Kejser, der bekræfter dødsfaldet, og derudover henviser til sit eget opslag på Instagram:

»Kæreste Thomas, du er på den anden side nu,« indleder hun.

»Tak for mine børn og din kære og omsorgsfulde måde at være på. Din sjove, kloge og underfundige person gav os noget at tænke på og tænke over.«

Thomas Szigethy efterlader sig fire børn og fire børnebørn samt en stor familie og venner, som Lotte Kejser beskriver.

»Du gik ikke på kompromis med noget som helst,« skriver hun på Instagram og tilføjer:

»Du levede hårdt, og du gik bort for tidligt. Men du kendte prisen. Du ringede til mig den 20. august hvert år og ønskede mig tillykke på vores bryllupsdag. Det siger jo alt.«

Amalie Szigethy har sammen med sin tekst delt et billede af sin far: