Hun var 12 år, da hun på en hjemmevideo proklamerede, at hun gerne ville være kendt. Og det blev hun. Mere end hun drømte om. Men gratis har det ikke været.

»Jeg fortryder ikke noget af det, jeg har lavet, for det har været med til at forme mig, og jeg har levet af det, siden jeg var 18. Men jeg har også brugt lang tid på at vende det til noget positivt, brugt tid på at få folk til at få respekt for mig for den, jeg er,« siger realitystjernen Amalie Szigethy.

I dag kender vi hende fra Viaplays 'Forsidefruer'. Men hun var blot 18 år, da hun blev berømt i realityserien 'Paradise Hotel'. Dels for at dyrke sex for rullende kameraer med kæresten Peter, men også for de sprogblomster, der flød ud af hendes mund. Som nu den om den russiske roulette.

Den og mange andre gik nærmest over i historien. Men trak også tråde til fortiden.

Amalie Szigethy fortryder ikke sin fortid og de mange realityprogrammer, hun har deltaget i.
Amalie Szigethy fortryder ikke sin fortid og de mange realityprogrammer, hun har deltaget i. Foto: Lars E/Nent Group
Vis mere

For ligesom da hun var barn, blev det legitimt at mobbe hende. Igen var hun hende den forkerte, som de andre børn ikke ville lege med. Dumme Amalie.

En både tryg og kærlig opvækst kunne nemlig skærme hende fra den mobning, hun blev udsat for på først en dyr privatskole i Rungsted, så én i Hørsholm. Her var der ingen forståelse for et barn som hende, der hverken kunne matche klassekammeraternes mærkevarer eller deres faglighed.

»Alt, hvad jeg gjorde, var forkert og blev sat spørgsmålstegn ved. Så det gjorde jeg også selv,« husker Amalie Szigethy, som – set med nutidens 29 år gamle øjne – blot var »en sød pige, der havde masser af energi, aldrig gjorde nogen ondt og var rigtig dygtig socialt. Bare ikke fagligt«.

Redningen kom, da hun i 4. klasse blev flyttet til en Rudolf Steiner-skole. Her blev der lagt vægt på det kreative, som Amalie Szigethy altid havde elsket.

»Lige pludselig shinede jeg. Fra at gå og være usikker på mig selv til at få at vide, at jeg var god til noget, at jeg var smuk og dygtig, det var bare vildt fedt,« mindes hun den nyfundne selvsikkerhed.

Det var med den i bagagen, at hun som 17-årig meldte sig til 'Paradise Hotel'. Som den yngste deltager nogensinde. For at realisere sin barnedrøm.

I dag erkender hun, at hun slet ikke var rustet til at være en del af det spil, som programmet var. Et spil, der for tiden genoplives i DR2-serien 'Vi spiller spillet – realityen der formede dig'.

»For jeg har aldrig været konkurrerende som menneske. Har altid været meget ligetil. Pludselig var der ingen kære mor. Jeg skulle klare mig selv. Og det var svært. I dag kan jeg godt se, at jeg var meget anderledes end de andre.«

Lige siden hun var lille, har Amalie elsket at optræde og synge. Her synger hun på et diskotek efter gennembruddet i 'Paradise Hotel'.
Lige siden hun var lille, har Amalie elsket at optræde og synge. Her synger hun på et diskotek efter gennembruddet i 'Paradise Hotel'. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»At skulle være rap i replikken har aldrig været mig, det er ikke noget, jeg har med hjemmefra. Så derfor er jeg taget i nogle situationer, hvor jeg gerne vil være som de andre, men snubler i ordene,« siger Amalie Szigethy, som bed mobningen i sig.

»Jeg var lidt ligeglad, fordi jeg godt vidste, hvem jeg var. Jeg tror på, at man kan klare alting, hvis man har et stærkt bagland. Og det har jeg haft. Både fra min mors og min fars side. Så man kan sige, at det har været svært til tider, men jeg er ekstremt stærk. Jeg har klaret det og det er ikke noget, jeg er knækket på.«

Efter 'Paradise Hotel' fulgte stribevis af andre realityprogrammer. Og hun lægger ikke skjul på, at hun flere gange sendte venlige tanker tilbage til mobberne. Både dem fra folkeskolen og dem fra 'Paradise Hotel'.

»Hey, det er mig, der har klaret den. Det er mig, de synes er spændende, mig, de gerne vil møde og lave tv med. Ikke jer, der var onde mod mig,« siger Amalie Szigethy og smiler veltilfreds.

For selvom der har været bagsider af reality-medaljen, har hun også kunnet leve af at være Amalie i en årrække. Og gør det stadig.

Selvom det skulle være slut med reality-tv, valgte Amalie i 2017 at sige ja til 'Forsidefruer'. Her ses hun med Sarah Louise Christiansen, Gunnvør Virgarsdóttir og Janni Ree.
Selvom det skulle være slut med reality-tv, valgte Amalie i 2017 at sige ja til 'Forsidefruer'. Her ses hun med Sarah Louise Christiansen, Gunnvør Virgarsdóttir og Janni Ree. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Da Josephine blev født for snart fem år siden, var det planen at slutte. Men da jeg i 2017 blev spurgt, om jeg ville være med i 'Forsidefruer', valgte jeg at sige ja, fordi jeg blev sat sammen med mødre og forretningskvinder, som godt nok er ældre end mig, men som også kunne løfte mig ud af den bås, jeg var i,« forklarer Amalie Szigethy, som føler, at hendes mission om at blive respekteret, som den hun er, er lykkedes.

»Efter jeg er blevet mor til Josephine, er det kun gået én vej, opad. Både som menneske og brandmæssigt. Jeg er gået fra at være reality-Amalie til at være mor. Det har gjort mig til et andet menneske at blive mor,« smiler hun og elsker tydeligvis rollen som mor til to.

Men hvad vil mor svare, hvis de som 12-årige siger, at de vil være kendte og med i et realityprogram?

Amalie Szigethy griner.

Amalie Szigethy med sin tre måneder gamle datter Hannah.
Amalie Szigethy med sin tre måneder gamle datter Hannah. Foto: Pernille Skougaard/@skougaard_photography
Vis mere

»Jeg ville sige nej, nej, nej. Jeg ville da gøre alt for, at de ikke skulle være med i et realityprogram. Overtale dem til at gå skuespil- eller musicalvejen.«

»Jeg ved jo ikke, om mine piger er bygget lige så stærkt som mig. Og jeg vil selvfølgelig ikke have, at de skal ud for det, som jeg har været. Det har været en hård omgang, og man skal virkelig være bygget af noget helt specielt for at klare den.«