»Jeg er bare i nuet. Lige nu og her. Det er dejligt,« lyder det fra Amalie Szigethy i torsdagens afsnit af 'Forsidefruer'.

Og lige der i dét, der i programmet er nuet, fortæller hun sin veninde Janni Ree, at hun igen er sammen med faren til datteren Josephine, Mikkel Skelskov.

Selv samme mand, som også er far til hendes kommende barn. Graviditeten offentliggjorde hun i maj, og det er også i den periode, optagelserne i torsdagens afsnit af 'Forsidefruer' er lavet.

Dengang forsøgte den 28-årige reality-kendis at holde faren til sit kommende barn hemmelig. Og selv om hun måneder forinden havde delt billeder med Mikkel Skelskov, afviste hun at sætte ord på deres relation.

Måske med god grund. Hun og Mikkel Skelskov har nemlig tidligere været i et noget turbulent forhold. Noget, veninden Janni Ree sagtens kan kende fra sit eget liv.

»Jeg kan jo godt nikke genkendende til det der med at være i turbulent forhold, hvor man har ondt i maven, og det hele er kaos.«

»Og så er der dér, hvor Amalie er nu – hvor hun har fundet ro i livet med en sød mand og faren til hendes barn.«

Mikkel Skelskov og Amalie Szigethy dannede år tilbage par, og i 2016 blev de forældre til deres datter, Josephine.

Men fortællingen om 'far, mor og barn' endte hurtigt med også at involvere Statsforvaltningen, hvor parret kæmpede om datteren.

Dengang foralte Amalie Szigethy, at hun var bange for Mikkel Skelskov, og at hun derfor kun ville have, han havde samvær med Josephine hos hende.

I en blogindlæg beskrev hun desuden, hvordan faren til hendes datter var både stofmisbruger og kriminel – beskyldninger, der fik Mikkel Skelskov til at anmelde hende til politiet.

Siden har parret begravet stridsøksen, og i tirsdagens afsnit af 'Forsidefruer' bemærker Janni Ree, at veninden udstråler en helt særlig ro. Noget, som Amalie Szigethy må give hende ret i:

»Han er jo meget omvendt i forhold til mig. Det, kan jeg mærke, er dejligt, fordi det blusser mig ned.«

Janni Ree, der selv er gift med Karsten Ree, tøver da heller ikke med at kalde eventyret om Amalie og Mikkel for en »solstrålehistorie«. Trods alt.

'Forsidefruer' kan ses på Viaplay og TV3 torsdag klokken 20.