Det er kun omkring fem uger siden, at Peter Birch og Amaile Szigethy blev gift i Mexico, men nu er forholdet slut, det fortæller Peter til bt.dk.

- Ja, det er rigtig. Jeg har taget min beslutning, siger Peter, da bt.dk spørger ham, om det kan passe, at deres forhold er slut.

Det er ikke lykkedes bt.dk at komme i kontakt med Amalie, men hun bekræftede tidligere på aftenen, at forholdet er slut. Det skriver Starlounge

Problemerne mellem parret er opstået, fordi Amalie har sagt 'ja' til at deltage i et tv-program, hvor hun skal rejse verden rundt.

Angiveligt sammen med sin mor.

Under optagelserne vil Peter og Amalie være adskilte i op til 14 dage af gangen.

- Hun tænker ikke på mig. Jeg ville aldrig rejse fra hende. Vores kærlighed er så stor, at det ville jeg ikke gøre mod hende, siger Peter, der er tydeligt berørt af situationen.

Han frygter, at deres forhold ikke kan holde til, at de er adskilte. Derudover kan han ikke forstå, at Amalie prioriterer, som hun gør. Det har fået ham til at afslutte forholdet.

Amalie kan derimod ikke helt forstå Peters reaktion.

- Jeg har været rigtig meget i tvivl om, hvordan jeg skulle reagere på hans melding. Jeg har sagt ja til et nyt tv-show, hvor jeg skal ud i verden, og der kan Peter ikke komme med. Det kan han åbenbart ikke acceptere, og derfor vil han ikke være sammen med mig. Han siger, at han har 'slået op' med mig. Det er jo virkelig barnligt og umodent. Jeg synes, han gør os til grin på den her måde, siger Amalie til Starlounge.

Peter forstår ikke, hvorfor Amalie ikke har kæmpet for, at han kunne komme med rundt på optagelserne.

- Jeg har gjort alt for hende, men hun ville ikke kæmpe for at få mig med. Hun tænker ikke på mig mere, siger Peter med bævende stemme.

Han fortsætter:

- Jeg har droppet så meget for hendes skyld. Jeg har sagt nej til forskellige andre ting, for at kunne være sammen med hende, og så gør hun det her. Jeg er knust, og jeg forstår det ikke.

- Jeg ville ønske, at hun sagde: 'fuck det (til tv-showet), min kærlighed til Peter er for stor,' siger Peter til bt.dk.

- Jeg er nødt til at tænke på min karriere, sagde Amalie tidligere på aftenen til Starlounge.

Der er ikke meget, som tyder på at Amalie har tænkt sig at droppe showet, og ifølge Starlounge overnatter hun hos sin mor i nat.

- Jeg skal ikke sove hos Peter i Sverige. Nu bliver jeg hos min mor. Hun er rystet, men støtter mig naturligvis. Jeg bliver her og slapper af og håber, at han kommer til fornuft. Jeg fortjener sgu ikke det her, siger Amalie til Starlounge.

Peter arbejder for tiden selv på et projekt, han er nemlig i gang med at åbne en sandwichbar.

Parret mødte hinanden under optagelserne til Paradise Hotel i efteråret 2009.