Peter Bellis sygdom er så alvorlig, at han nu må aflyse alle koncerter.

Som tidligere nævnt på bt.dk måtte Peter Belli aflyse sine koncerter i weekenden. Nu har den gamle rockdreng og hans management måtte tage det tunge skridt at aflyse resten af turnéen.

- Der er ikke andet at gøre. Peter fik oprindelig en virus i urinvejen i sidste uge. Han blev indlagt. Så troede alle, at nu var han i bedring. Men så bredte infektionen sig til resten af kroppen og Peter blev alvorligt syg. Jeg ved ikke, hvad sygdommen helt præcis hedder. Men jeg har talt med June (Peter Bellis kone, red.), som siger, at der heldigvis er ved at være styr på det, siger Peter Bellis manager, Ole Østergaard, direktør og booker i firmaet In Ear Booking.



Lægerne har nu identificeret sygdommen. De har sagt til Østergaard, at Peter Belli meget snart forventes at være kureret. Men de har også anbefalet sangeren at holde tre-fire ugers restitutionspause. Det betyder, at Belli må aflyse alt.

- Det er for en sikkerheds skyld. Peter er trods alt snart 70 år gammel. Han skal passe på sig selv. Men det er utroligt synd for ham. Han er jo den sidste aktive af de store gamle rockdrenge. Han var været igennem alle mulige forskellige musikgenrer, og er nu genoplivet som rock'n'roller i selskab med nogle unge rødder. Hans turné har været en kæmpe succes, siger Ole Østergaard.

Han arbejder lige nu på at flytte de aflyste koncerter til efteråret.

June Belli har ikke været tilgængelig for en kommentar.