Det danske band Alphabeat råhitter i øjeblikket med deres nye album 'The Spell' og succesen fortsætter som opvarmnings-band for 'Lady Gaga'

Det er ellers ikke alle store bands, som de seks talentfulde musikere fra Silkeborg har lyst til at varme op for. Indtil videre har både Spice Girls og Katy Perry fået et nej fra Alphabeat, men nu har de altså sagt ja til popsangerinden Lady Gaga.

- Hun er en sand superstar og er lysår foran sine konkurrenter. Vi er ekstremt stolte og glade over at skulle på tour med hende, siger guitarist Anders Bønlykke i en pressemeddelse. Bandet skal med tjansen følge Lady Gaga på hendes 'Monster Ball Tour' i England i februar, hvor Alphabeats medlemmer er bosat og i Irland. Turneen finder sted i februar og marts næste år. 

23-årige Lady Gaga er især kendt for singlerne 'Just Dance' og 'Pokerface' og fansene har hurtigt taget den glam-rock inspirerede sangerinde til sig. Det samme gælder for Alphabeat, der spåes stor succes på den internationale musikscene både i nutiden og i fremtiden.

Alphabeat blev dannet i 2002 og flyttede i efteråret 2007 til England for at dyrke en international karriere. Det er i den grad lykkedes nu, hvor singlen 'Fascination' har solgt over 300.000 eksemplarer i Europa og Alphabeat var i efteråret 2008 på en udsolgt turne i England.