42-årige Fetterlein tror stadig på kærligheden.

Godt nok er han gået konkurs og har skiftet Porcherne ud med en Christiania cykel. Men er der én ting, der stadig kører for Frederik Fetterlein, så er det dét med pigerne.

Og selvom seks kvinder pt forsøger at opnå hans gunst i TV3 programmet '6 på date', er han afsat til anden side.

- Jeg er jo ikke helt single længere, griner han med julelys i øjnene om den 23-årige Michella, som han helst ikke vil snakke for meget om.

- Jeg foretrækker at holde det lidt low key. For måske bringer det lidt mere held. Tidligere har jeg jo straks været nede på knæ og snakket om at skulle giftes. Og det er jo ikke ligefrem gået for godt, joker Fetterlein, som må siges at have haft sin dosis kvinder i kortere eller længere tid.

Bange for at slå sig ned


Og han er da heller ikke bleg for at indrømme, at forholdenes varighed et langt stykke af vejen har været hans ansvar.

- I bund og grund er jeg jo bange for at 'settle down'. For at få den der stabilitet. Jeg frygter virkelig, at livet bliver for kedeligt og for låst fast og er for opsat på at få de sidste gode år. Jeg er jo trods alt blevet 42, siger Frederik Fetterlein med et stort grin og undrer sig i bund og grund over, hvor søde, smukke og kloge piger, han scorer.

- Det er altid sådan nogen, jeg finder. De trofaste, loyale, kloge piger. Dem som ikke skaber sig. Man skulle tro, at jeg var sådan en, der fandt mig en partytøs i stramme læderbukser, men jeg har aldrig haft en bimbo, siger han.

- Måske handler det bare om, at de piger jeg finder gerne vil have lidt mere action i livet, mens jeg gerne vil have mere ro!

Læs i BT Søndag interviewet med Frederik Fetterlein og hans bedste ven.