Hello, siger han med en langt dybere stemme end forventet. Og kigger med en blanding af generthed og nysgerrighed samt et skævt smil ud gennem de ufattelig langvippede øjne på dét lettere febrilske apparat, der nu sidder ved siden af ham i den store sorte limousine.

Som han sidder dér - superstjernen Prince - med hvid hæklet hue på hovedet, en tætsiddende sort rullekrave-sag inde under sin hvide designer T-shirt, et par stramme, sorte bukser og beige ruskindssko med indbygget diskolys i den høje hæl, syner han ikke af meget.

Men når journalist-apparatet ved siden af ham alligevel skælver af ærefrygt, er det fordi, man skulle være noget af et skarn, hvis man var helt uberørt af at blive inviteret til en hel times eksklusiv audiens og interview med den mytiske Prince, som nu på fjerde årti er indbegrebet af et musikalsk geni og på trods af sine 53 år en tilsyneladende uudslukkelig kilde af energi.

Prince og tidsmaskinen


- 53? Hvem siger, jeg er 53, griner han, prøver at se indigneret ud og får dermed lukket luften ud af den anspændte ballon ved siden af sig.

- Alder og tid er ikke sådan at definere. Se bare i mine yndlingsfilm ’The Adjustment Bureau’ og ’Benjamin Buttons forunderlige liv’, siger han med et smil om de to film, der begge har begrebet tid som tematik.

Og det er da heller ikke til at afvise, at Prince befinder sig i en tidsmaskine. Det ville i hvert fald forklare, hvordan han er i stand til aften efter aften først at fyre en tre timers koncert af foran et fuldt stadion for dernæst over midnat at drøne videre til en lille, intim klub og jamme videre i yderligere tre til fire timer. Og blot to dage før B.T. møder ham, nåede han tilmed op på hele tre show i træk, inden han gik til køjs.

Tre koncerter i træk


- Jeg følte ikke, at jeg havde fået brugt al min energi. Jeg kan ikke bare lægge mig til at sove, når den kører indeni mig, forklarer Prince om sine tre koncerter i træk, som også hans seks bandmedlemmer skal kunne holde til.

- Jeg er en hård chef. Jeg er en alfahan, erkender han uden at rødme. Men jeg er også et menneske, som har en masse feminin energi. Måske er det derfor, jeg elsker kvinder i mit band, siger Prince med et smil, og mener også, at de bedre matcher hans høje energi-niveau.

- Der var én, der forleden sagde til mig, ’du har så meget krudt i dig, at du kan køre selv et barn træt’, griner han og indrømmer, at han ikke bruger mange af døgnets timer på at sove.

- Men jeg er jo så privilegeret, at det eneste skemalagte i mit døgn er koncerten. Så i løbet af dagen kan jeg tage et powernap. Det har taget mig en del år at nå dertil, hvor jeg er i stand til det. Men gennem meditation og positiv tænkning er jeg blevet ret habil. Jeg er jo vokset op i 70’erne, så den slags ligger ikke fjernt for mig.

- Hvis man føler sig fri og tror på skaberen, er det nemt, forklarer Prince og giver et lille foredrag om kunsten at meditere og forvandle lydene i hovedet til noget positivt og fredfyldt.

- De, der ikke er i stand til det, har en tendens til at dø unge, siger han. Og man kommer uvilkårligt til at tænke på hans kollega Amy Winehouse, som døde i sidste uge.

Ikke at det er et emne, han har lyst til at tale om.

- Jeg har det bedst med at fokusere på min musik, siger han blot.

Henter energi i musikken

Og fokuseret er han. Musikken fylder alt, og det er i dén, han henter sin energi.

- Jeg tager ikke stoffer. Jeg drikker ikke. Jeg gør ingen af de ting, der suger energi ud af mig, forklarer Prince.

Hans dedikation er total. Der bliver ikke sprunget over, hvor gærdet er lavest i hans univers. Og ligesom han forlanger det perfekte af sig selv, kræver han det samme af sine musikere.

300 sange skal de efter sigende have på rygraden. For Prince spiller aldrig den samme koncert to gange.

- Det prøvede jeg med de 99 ’Purple Rain’ koncerter i sin tid. Der var en forventning om, at alt skulle være som i filmen. Jeg hadede det. Det er alt for statisk, siger geniet, som først i sidste øjeblik bestemmer sig for, hvilke sange der skal være på aftenens program.

- Musik er en organisk størrelse. Den skal ændre sig, forbedres konstant, siger Prince, som ingen ide har om, hvordan hans program ved de to koncerter i København den kommende weekend kommer til at se ud.

- Men det jeg kan sige, er, at I kan glæde jer. Det er komplet anderledes versioner af alle numrene, som I aldrig har hørt før!

- Og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har altid lyst til at vende tilbage til København. Det er dér, jeg har mit bedste publikum, og jeg elsker at være der!

De to koncerter - eller minifestivaler som Prince betegner dem - finder sted på 10-øren på Amager den 6. og 7. august.