Du har formentlig set den mere end én gang. Filmen ‘Alene Hjemme’ bliver vist hver jul med næsten samme sikkerhed som midnatsgudstjenesten fra Peterskirken juleaften, og ‘Home Alone,’ som den hedder på engelsk, er for længst at betragte som en juleklassiker.

Men filmens hovedrolleindehaver, Macaulay Culkin, luftede i weekenden nogle kritiske tanker om komedien, der gjorde ham til verdensberømt barnestjerne i 1990, da filmen kom ud.

Macaulay Culkin spiller den otteårige ‘Kevin McCallister,’ der bliver glemt i familiens enorme Chicago-villa, da de øvrige medlemmer af McCallister-klanen skal på juleferie.

Den egenrådige Kevin nyder først sin frihed men må træde i karakter, da to indbrudstyve udser sig hjemmet som et oplagt sted at gå på rov juleaften. Som bekendt afværger den otteårige indbruddet ved hjælp af alskens fælder, som tyvene går i en efter en.

Men ifølge Macaulay Culkin er Kevins kreative forhindringer unødvendige. Således undrer den nu 37-årige skuespiller sig over, at manuskriptforfatterne har efterladt et stort plot-hul i historien.

»Det her barn er et rigtig klogt barn, ikke?« spurgte Macaulay Culkin Jimmy Fallon, da den nu voksne barnestjerne lørdag gæstede tv-værten i The Tonight Show.

»De her fyre er ved at bryde ind - hvorfor ringer han ikke bare til politiet?,« spørger Macaulay Culkin.

»Han laver en masterplan, han bruger micromachines (legetøj, red), men i virkeligheden er der faste telefonlinjer - der er ingen mobiltelefoner, men jeg synes stadig, at det er et enormt plot-hul.«

Fans af filmen glæder sig formentlig over, at manuskriptforfatterne for 28 år siden ikke gjorde sig samme tanker om plottet, som Macaulay Culkin gør i dag, da filmen i så fald var blevet en del kortere.

Macaulay Culkin er i øvrigt til daglig aktuel med podcasten ‘Bunny Ears,’ hvor han sammen med vennen Matt Cohen vender og drejer den forgangne uges nyheder om stort og småt.