Alec Baldwin har haft nogle 'meget interessante' telefonopkald med 'meget interessante' mennesker, siden han i oktober skød og dræbte en kvinde under optagelserne til en film.

De skal hjælpe ham med at fokusere på det positive i livet efter den tragiske ulykke.

Det fortæller den 63-årige skuespiller i en 13 minutter lang video, hvor han reflekterer over sit år 2021 og ser frem mod det nye.

»Tak til alle, der har støttet mig online. Og til dem, der har givet mig det modsatte af støtte – jeg forstår godt, hvor I vil hen,« smiler han.

»Det her har helt klart været den værste situation, jeg nogensinde har været involveret i, og jeg håber, at de der har ansvaret for efterforskningen finder frem til sandheden hurtigst muligt. Ingen er mere interesseret i at få sandheden frem end mig.«

Det var i forbindelse med optagelserne til westernfilmen 'Rust', at producer og hovedrolleindehaver Alec Baldwin uforvarende kom til at affyre en pistol, som ellers burde have været en ufarlig rekvisit.

Her blev den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins dræbt, mens filmens instruktør, Joel Souza, overlevede at blive ramt i skulderen.

Alec Baldwin var hurtigt ude at benægte, at han trykkede på aftrækkeren, og Hollywood-stjernen er heller ikke sigtet i sagen, som dog fortsat efterforskes. Foreløbig er der ikke kommet svar på, hvordan en funktionsdygtig pistol endte på settet.

Den dræbte 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins fotograferet i forbindelse med en tidligere indspilning.
Den dræbte 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins fotograferet i forbindelse med en tidligere indspilning. ANDRIY SEMENYUK

Den seneste udvikling i sagen er, at politiet endelig har fået lov til at ransage Alec Baldwins mobil, efter han i første omgang ikke ville udlevere den til politiet i New Mexico.

I sin video fortæller han, hvor taknemmelig han er over alle de gode tanker, han har fået fra folk.

»Jeg har hørt fra flere folk, der var venlige, empatiske og generøse, end folk der har været ondsindede i forhold til Halyna Hutchins død,« siger Alec Baldwin, der alligevel vil bruge år 2022 på at stræbe efter at lægge al negativitet bag sig.

Politiet har afpærret et område på Bonanza Creek Ranch, hvor filmen var ved at blive optaget.
Politiet har afpærret et område på Bonanza Creek Ranch, hvor filmen var ved at blive optaget. KOB TV NEWS

Han har derfor haft nogle 'meget interessante' telefonopkald med 'meget interessante' og velkendte mennesker, hvis navne han ikke ønsker at nævne. Ifølge skuespilleren er de dygtige inden for hver deres felt: filosofi, spiritualitet, meditation og lignende, og skal hjælpe ham til netop at fokusere på det positive i livet.

Foreløbig har han været et smut på vestkysten for at bruge tid med sin 26-årige datter Ireland, som han har med ekskonen Kim Basinger.

Herudover har han seks små børn med hustruen Hilaria Baldwin.