106 år skulle det tage, før en mand fik lov at pryde forsiden af de britiske Vouge ene og alene.

Æren har amerikanske skuespiller Timothée Chalamet fået.

Ifølge magasinets chefredaktør, Edward Enninful, har man i alle de år ventet på, »at øjeblikket skulle føles rigtig«.

Han beskriver den 26-årige skuespiller som »det moderne menneske inkarneret som skuespiller og person«.

Billederne, der blev taget til to alternative forsider og til et stort interview i bladet, er skudt af Steven Meisel, og Chalamet selv har beskrevet fotoshootet som hans »favorit til dato«.

Skuespilleren følger i fodsporene på Harry Styles, som i 2020 var den første mand afbildet på forsiden af ​​den amerikanske version af Vogue.

Det er ikke første gang, at en mandlig skikkelse finder vej til forsiden af det britiske magasin. Eksempelvis var Helmut Berger i 1970 at finde der og fodboldspilleren Marcus Rashford i 2020. Fælles for dem er dog, at de i sin tid var akkompagneret af henholdsvis Marisa Berenson og Adwoa Aboah.

Timothée Chalamet spiller i øjeblikket hovedrollen i kannibal-kærlighedshistorien 'Bones And All', der er  instrueret af Luca Guadagnino, som også havde fornøjelsen af den unge skuespiller i 'Call Me by Your Name' fra 2017, der for alvor sikrede ham sit gennembrud og en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle.