Albin Fredy fortæller om kærlighen til Maria Lucia, opvæksten i Sverige i byen, der blev kåret som den mest kedelige, og om hvordan han har arbejdet professionelt med musik og show, siden han var 10.
1. Voksede op i Sveriges kedeligste by
Jeg voksede op i Falköping, der ligger en times kørsel i tog fra Göteborg mod Stockholm – i dag er jeg dansk statsborger og har boet her de seneste ti år. Falköping var ikke så usædvanlig, men den blev kåret som Sveriges mest kedelige by, samt det sted, hvor der var flest køer pr. kvm. Byen er også Sveriges største producent af ligkister med hele to fabrikker, og desuden bygges næsten alle Billy-reolerne, man kan få i Ikea, deroppe. Men jeg kedede mig nu heldigvis ikke, for jeg spillede fodbold, stod på ski og hørte musik, alt fra gammel Sinatramusik til Iron Maiden. Min far var dengang overlæge på røntgenafdelingen og min mor sygeplejerske – de har kendt hinanden og været kærester siden han var 17, og hun var 14, det synes jeg er meget smukt. Det med at klæde sig ud er ikke noget nyt for mig – her var jeg indianer.
2. Elskede at optræde
Min første performance var som humlebi i børnehaven, da der var børnehavernes dag, og man kan se, hvor glad jeg var for at optræde for publikum. Fra jeg var helt lille, kunne jeg finde på at stille mig op på et bord og synge nationalsangen ’Du gamla, du fria’. Men jeg kunne også lide at sidde i et hjørne og læse ’Lord of the The Rings’ eller andre klassikere.
3. Gad ikke være læge
Denne dag var jeg ikke klædt ud, men bare klædt på med det fineste tøj, jeg havde, til familiefødselsdag. Hvis jeg en dag skulle være syg, kunne man tro, at min sygeplejerskemor syntes, jeg skulle blive hjemme, men sådan var det ikke. »Du snotter lidt, det skal nok gå«. Da jeg fortalte min far, at jeg ikke ville være læge, men ville gøre karriere inden for musik, fik jeg god støtte fra ham og min mor. Han sagde jeg skulle søge ind på skoler og uddanne mig, hvilket jeg også gjorde. Da jeg talte med ham om det for et par år siden, måtte han dog indrømme, at han på det tidspunkt havde været lidt urolig for den plan. I Sverige er der lidt en anden tradition med mange musikskoler, på min auditionturné for Wallmans har jeg f.eks. i det seneste par måneder været på ikke mindre end otte forskellige musical og musikskoler i Sverige, to i Norge og kun én i Danmark: Det Danske Musicalakademi i Fredericia.
4. Håret røg for 13 år siden
De seneste tretten år har jeg ikke haft hår på hovedet, men her, da jeg var 13 år og lige havde fået en computer, blev jeg klippet som dem fra bandet East17. Min frisør sagde i 2005, at jeg havde en pæn hovedform, så jeg kunne godt tåle at være skaldet, så det fortsætter jeg med, især fordi jeg har fået lidt høje tindinger efterhånden. Jeg blev ikke mobbet i skolen, selvom jeg måske var lidt anderledes. Min bedste ven Stefan var lige omkring to meter høj, og hvis der var nogen, der prøvede at mobbe mig, stod han ved siden af og behøvede bare at kigge på dem. Pigerne var ret vilde med mig i perioder, og jeg var altid meget gode venner med dem også. Der var forresten en 386 processor i computeren, og den var med Windows 3.1, og ved siden af havde jeg en Super Nintendo, jeg kunne spille Super Mario Cart og Wolfenstein 3D på.
5. Guitar og sol
Her, da jeg var 15, var jeg med familien i vores lille rækkehus i Sydspanien i Playa Paraiso. Der var vi fire uger hver sommer, og jeg læste bøger, spillede guitar og solede mig, når jeg ikke var sammen med nogle andre skandinaviske venner, der også var dernede hver sommer.
6. På rockcafe med mit soulband
Her var jeg i Falköpings Tidning, fordi jeg spillede på rockcafé med mit soulband. Vi spillede b.la. ’Blood Sweat and Tears’ og ’Tower of Power’-covers. Allerede da jeg var syv-ti år, gik jeg til kor to gange om ugen, og min lærer vidste senere hen, at det var mig, der kunne synge solo. De andre syntes, jeg sang godt, og det var jeg selvfølgelig glad for. Om man har jantelov i Sverige? Ja, det har man helt sikkert også, det er ikke kun noget, man har i Danmark – det er klart, når man stiller sig frem, må man forvente at andre vurderer en, det må man tage med.
7. En irriterende person
Da jeg var 20 og gik på en musicaluddannelse på Balettakedemiet i Göteborg, optrådte jeg hver sommer i forlystelsesparken Liseberg, der cirka er som Tivoli, og af og til var jeg inde i kaninkostumerne – det var varmt. Jeg spillede forestillinger med fem grønne kaniner et par gange om dagen, og resten tiden gik jeg rundt i parken og hilste på. Som skoleelev, i folkeskolen og gymnasiet, var jeg ret god til at huske, hvad jeg havde læst, det kom meget nemt for mig det hele, og jeg fik gode karakterer, uden at jeg brugte ret meget tid på det – ja, på den måde var jeg vel lidt en irriterende person.
8. Elsker København og Danmark
I 2006 kom jeg til Danmark for at arbejde i Wallmans, i den smukke gamle cirkusbygning nær Rådhuspladsen. Efter jeg havde arbejdet i en anden afdeling af Wallmans i Stockholm i to år, fik jeg tilbuddet om at arbejde et år i København, og slog til, og jeg har været her siden. Jeg elsker København og Danmark, man får lov til at være den, man er, og der er plads til alle. Jeg syntes, det var svært i Danmark med sproget den første måned – jeg forstod ingenting, men efter jeg var begyndt at læse nogle nemme bøger (Dan Brown) og se dansk fjernsyn, begyndte jeg at lære det. I Wallmans spillede jeg over 1.000 forestillinger, ind til jeg stoppede på scenen i 2013. Fra 2011 var jeg med til at sammensætte showet, og det er jeg stadig. Min titel er Assistant Director og Vocal Coach, og mandagen efter, jeg har været på scenen i Melodi Grand Prix, skal jeg selv agere dommer, når jeg skal vurdere omkring 75 ansøgere til Wallmans, som vi har udvalgt til vores audition. Vi holder auditions i Stockholm, Oslo og København, og jeg koordinerer det hele med over 700 ansøgere.
9. Disney-prinsesse og havnearbejder i et
Maria Lucia og jeg mødte hinanden til Melodi Grand Prix i 2013, hvor hun var dommer, og der hilste vi på hinanden bagefter i baren, hvor Bryan Rice introducerede mig. Den aften, hvor jeg stillede op med sangen ’Beautiful To Me’, var jeg helt færdig, jeg måtte bare hjem at sove, så vi fik ikke snakket så meget. Men vi begyndte at følge hinanden på Instagram og Facebook. Jeg kunne mærke, at hun var noget særligt, og efter at vi efterfølgende havde mødt hinanden til nogle forskellige premierer, og hun havde været inde i Wallmans og hørt mig synge til bl a Danish Beauty Awards, mødte vi hinanden til en premiere på en kabaret-forestilling og endte på det samme afterparty. Det er fire år siden. Vi bor i dag på Vesterbro, det er simpelthen så fedt. Det, jeg elsker ved Maria Lucia – udover at hun er en fantastisk sanger – er, at hun er et fuldstændig vidunderligt miks af to yderligheder. Hun er både den smukkeste kvinde, jeg mødt, og en af drengene. Disney-prinsesse og havnearbejder i ét. Og hun har et kæmpe hjerte. På billedet var vi til audiens hos Dronningen i 2016 og dansede lancier med kronprinsparret. Det var en stor oplevelse, og jeg er sikker på, at kronprins Frederik bliver en fantastisk konge en dag.
10. Mere respekt for popmusikken
Bryan Rice og Mads Haugaard skrev den sang, jeg optrådte med ved Melodi Grand Prix i 2013. Om få dage sker det igen, og det er med en sang skrevet af Rune Brage sammen med John Garrison og Olivio Antonio. Nummeret hedder ’Music For the Road’ og er et countrynummer med lidt dancefeeling. Jeg tror selv på det, blandt andet fordi det kører i et godt uptempo - i Melodi Grand Prix skal musik enten være ballader i langsomt tempo, eller det modsatte. Jeg har altid elsket Melodi Grand Prix og Eurovision. Der har altid været en respekt omkring popmusikken i Sverige i forhold til i Danmark, men jeg tror at det er ved at ændre sig nu, hvor danske kunstnere og sangskrivere, f.eks. Lukas Graham, får alt større fremgang udenlands.
