Romanaktuelle Alberte Winding kigger tilbage på sin ungdom på Martha's Vineyard i USA, der var præget af ensomhed og tabet af hendes mor. Men det var også her, hun opdagede sin stemme, mens hun passede børn og gjorde rent. I dag har hun fundet ro i udkanten af overgangsalderen og øver sig i at lytte til de yngre generationer.

Da Alberte Winding i begyndelsen af 1980'erne opholdt sig tre år på øen Martha's Vineyard på USA's østkyst, havde hun det meste af livet foran sig. Fra hun var 16, til hun var 19 år, var hun kun hjemme i Danmark i korte perioder for at forny sit visum.

Resten af tiden blev tilbragt på den anden side af Atlanten. I den rå natur på øen som babysitter og rengøringsdame hos velhavende mennesker, på det nyåbnede spillested Hot Tin Roof og med en kæreste, som var meget anderledes end hende selv.

Alberte blev voksen på Martha's Vineyard. Og det var der, hun fandt sig selv og den spæde begyndelse på sangerinden Alberte Winding. Det var en sårbar og formativ tid, som har sat sig dybe spor, og som hun nu har skrevet romanen 'Småt brændbart' om. En roman, der er stærkt inspireret af hendes egne oplevelser, men som også er krydret med en række kunstneriske friheder og lidt 'snyd og løgn', som hun selv siger.

Det er nemmere at skrive om sig selv, hvis man har en lille distance og en i princippet fiktiv hovedkarakter, mener Alberte, der i dag er 57 år, og dermed – statistisk set – har det meste af livet bag sig.

»Jeg har taget udgangspunkt i min oplevelse på den ø og har haft det som skelet, så på den måde har det ikke bare været, fordi jeg gerne ville skrive om den tid. Det var også, fordi jeg gerne ville skrive en roman. Men jeg tror, at der helt klart er noget genetisk i forhold til hukommelse og alder. Pludselig står oplevelserne fra 1980'erne meget tydeligt for mig, og det har de ikke gjort før. Jeg tror måske, at det handler om, at jeg tør lade det være her nu.«

»Tidligere har jeg ikke været så glad for at kigge tilbage. Det har altid interesseret mig at komme videre og undersøge, hvad jeg skulle. Fremadrettet. Og det tror jeg egentlig også, at både bogen og pladen 'Martha's Vineyard', som jeg lavede tidligere på året, handler om. En undersøgelse. Jeg har ikke nogen konklusion, og jeg er ikke sikker på, at jeg når at finde ud af, hvad det hele handlede om, inden jeg dør. Men mens jeg skriver, forstår jeg noget om mig selv. Og så – knips – er det væk igen. Men jeg tror alligevel, at der er en lille smule, der lagrer sig undervejs.«

Vi sidder i Albertes sommerhus i Vejby. Der er kaffe i kopperne og udsigt over en stor mark. Alberte har tilbragt meget tid heroppe med sin familie siden marts, hvor landet lukkede ned på grund af corona.

Hun er ikke så god til at passe haven, fortæller hun, men hun har hele sommeren gjort en dyd ud af hver morgen at gå rundt og hilse på blomster, træer og buske og røre lidt ved æblerne. For at mærke naturen helt tæt på.

Normalt bor hun og hendes mand, Andreas, midt i København, hvor også Andreas' søn, Tristan, har sin skole og sine venner. Men Alberte har nydt naturen heroppe på samme måde, som hun i sin tid virkelig elskede at bevæge sig alene rundt i naturen på Martha's Vineyard.

Foto Les Kaner Hår & makeup Marianne Rud.
Foto Les Kaner Hår & makeup Marianne Rud.

»Min kusine Julie og jeg tog til Martha's Vineyard for at være babysittere hos Carol og George. Carol havde en søn fra et tidligere forhold til en dansk fotograf, og hun kendte noget af vores familie og havde givet udtryk for, at de fik en vanvittig travl sommer derovre og havde brug for hjælp. Jeg ville gerne, men det var alt for skræmmende at rejse derover alene, så jeg spurgte min kusine, om hun ville med. Så var vi i det mindste to, der var rædselsslagne. Jeg kom fra et meget venstreorienteret og udadreagerende miljø, og jeg vidste simpelt hen ikke, hvad jeg skulle i livet, endnu, og hvordan der kunne være plads til mig i verden.«

»Så USA-turen var både et arbejde, hvor vi skulle babysitte, men det var også en dannelsesrejse. Og det var helt vidunderligt. Der er simpelthen så smukt og rart på Martha's Vineyard. Sådan lidt vindblæst på samme måde, som der kan være i Nordjylland eller på skrænterne hernede ved vandet i Vejby. Når jeg var der, følte jeg næsten en helt religiøs forbindelse med naturen. I Edgartown er de store, gamle huse blevet opkøbt af meget rige amerikanere, men det hele er meget nedtonet. Det er gamle penge. Og det har måske tiltrukket lige præcis Kennedy i sin tid. For nogle år siden blev jeg hånet lidt af en journalist som sådan en, der florerede i Tisvilde og på Martha's Vineyard i sådan et overklassemiljø. Men jeg ser mig selv som virkelig det omvendte.«

»Jeg var bare babysitter – og faktisk også rengøringskone flere steder – da jeg var på Martha's Vineyard, og det var jeg, helt frem til jeg udgav min første plade. Og faktisk også mens jeg lavede den næste plade. Der var jeg stadig nogens rengøringskone. Så det er det, jeg kan: Jeg kan synge og gøre rent. Jeg har ingen uddannelse, og min familie har aldrig haft penge.«

Hvordan havde du det, mens du var på Martha's Vineyard?
»I begyndelsen var jeg jo stadig et barn. Jeg havde mistet min mor, da jeg var otte år, og min far og hans nye kone levede et liv, hvor de havde meget at kæmpe med selv. Mens jeg har skrevet bogen, tænkte jeg meget over teenageres ensomhed. Hvor mange teenagere er i virkeligheden ensomme? Det, man ser som voksen, er jo teenagere, der holder sig for sig selv og lukker sig inde på værelset, men det er jo ikke sådan, man oplever det, når man ER teenager. Og det huskede jeg pludselig, mens jeg skrev. Man kan godt mærke, at man har mistet noget, når man er teenager. Fortroligheden med sine forældre. Det var i hvert fald tilfældet for mig, og derfor trak jeg mig meget væk fra min far og savnede ham samtidig helt utrolig meget. Men jeg følte mig ikke set. Jeg tror, at mange forældre har en tendens til at overse eller glemme, hvor svær overgangen fra barn til voksen egentlig er.«

Så du følte dig ensom?
»Ja, men det var trods alt nemmere at flygte ind i en tilstand, hvor jeg ikke skulle konfronteres med hverdagen, da jeg var i USA. Jeg kunne også godt lide den amerikanske energi. Jeg følte i lang tid, at alt kunne lade sig gøre i USA, og at intet kunne lade sig gøre hjemme i Danmark. Men i udkanten af min tid derovre opdagede jeg, at intet kunne lade sig gøre derovre, fordi jeg ikke var amerikaner, fordi jeg ikke havde nogen penge, og fordi jeg dermed ikke kunne tage nogen uddannelse. Dengang forestillede jeg mig sjovt nok ikke, at jeg skulle være sanger, selv om det jo altid er en mulighed at åbne munden, synge og finde et band.«

Men Alberte havde alligevel musikken i sig. Hun sang, når hun gjorde rent. Hun tror, at det var en form for overlevelsesmekanisme, for hun sang også, da hun var lille og flyttede med sin far og hans kone til Ærø.

»Der gik jeg nogle lange ture på markvejene og sang vildt højt. Jeg tror, at det var sådan en måde at mærke, at jeg stadig fandtes i verden. Og selvfølgelig var det også et udtryk for en eller anden sørgmodighed. Så jeg begyndte også at synge, når jeg gjorde rent for folk, men jeg troede ikke, at min stemme var fantastisk nok til at skabe en karriere. Og så alligevel ... For det er jo ikke det, det handler om, viste det sig senere. Men dengang var jeg kun interesseret i pop-soul-musik, og min stemme er bare virkelig 'hvid', så jeg havde hele tiden en oplevelse af, at jeg ikke var dygtig nok. Sådan var det, indtil jeg fik børn og fandt ud af, at der også er en kvalitet i at have en stemme, der kan få et barn til at sove. Det var egentlig først der, jeg følte, at jeg trådte ind i en sangtradition, hvor jeg kunne tilbyde andre noget.«

Blev sørgmodigheden mindre, mens du var i USA, og blev du gladere?
»Ja, det gjorde jeg. Og nu, hvor jeg har skrevet bogen om hende, der delvist er mig, er jeg blevet opmærksom på, hvor meget liv der er i sådan en ung pige. Alt er nyt og spændende, alt smager fantastisk, og man bliver både forelsket og rasende. Det er meget livsbekræftende. Men melankolien var stadig til stede, også når jeg var glad. Når man som barn mister en forælder, sidder det i en hele livet. Man vil altid have let til tårer, og man vil altid have en mørk side også.«

Hvornår fandt du sangerinden Alberte?
»Jeg tror, jeg fandt starten på hende i USA. Jeg havde en amerikansk veninde derovre, som på et senere tidspunkt sagde, at hun havde hørt nogle af numrene fra 'Bamses Billedbog', og de mindede hende om noget fra vores ungdom. Så der må have været en 'lyd' allerede dengang. Jeg havde nok mere med mig i stemmen, end jeg selv lagde mærke til. Dengang brugte jeg mest tid på at være fortvivlet over, at jeg ikke lød soulet nok. Det var først, da jeg kom tilbage til Danmark som 19-årig og mødte Jan et lille års tid efter, at jeg begyndte at skrive nogle sangtekster til ham og hans band.«

Jeg var umiddelbart for indadvendt eller for bange til at optræde dengang – det skræmte mig. Og det gør det egentlig stadigvæk. Men jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide det, når jeg først står på scenen. Alligevel tænker jeg altid lige inden på alt det, der kan gå galt, og det er derfor, det er så godt at skrive for mig også. Det giver mig en enorm fred. Det er rart at have et arbejde, der summer i mig. Og så elsker jeg kortlægningen af, hvem vi er. Jeg har haft tendens til at generalisere. Kvinder er sådan. Mænd er sådan. Danskere er sådan. Og så videre. At skrive giver mig en evne til at trække mig fra de store holdninger.«

»Jeg har fundet ud af, at det slet ikke er så interessant at konkludere. Det interessante er at undersøge. Jeg sad i går og snakkede med en jævnaldrende veninde, og vi blev enige om, at vores generation er midt imellem det hele. Alt var opfundet, følte vi som unge, og da der så alligevel blev opfundet noget virkelig banebrydende, så var det ligesom efter os. Så hvad er vores funktion i samfundet så lige nu? Vi skal være stille, høre efter og prøve at forstå, når de yngre generationer i dag taler om, hvad der er sårende, krænkende og stigmatiserende. Og det er ikke, fordi vi ikke kan rykke os, at vi skal tie stille. Vi skal tie stille, netop fordi vi kan rykke os.«

Alderen viser sig på flere måder. Alberte mener, at hun er ved at være i udkanten af overgangsalderen. Det har været lidt af rejse, synes hun, for hun har både kæmpet med dårlig søvn og en krop, der pludselig ikke er, som den ellers altid har været.

»Jeg har altid været lille, ret slank og spinkelt bygget. Men lige pludselig begyndte jeg at blive rundere. Jeg er ret stædig i forhold til at gøre det, jeg har lyst til, så i begyndelsen var jeg sådan: Nå, men så må jeg bare være rundere, for jeg skærer ikke ned på noget af det, jeg kan lide. Men lidt efter lidt fandt jeg ud af, at det ikke var rart at miste sin type. Så nu har jeg fundet et meget godt leje midt imellem. Men det betyder, at jeg skal spise på en bestemt måde, løbe hver anden dag og lave yoga hver anden dag. Det har jeg skullet lære at have lyst til.«

»På det psykiske plan prøver jeg at lytte mere. Andre kan måske ikke mærke det, for jeg plaprer stadig meget, men jeg kan selv mærke, at jeg lytter mere. Jeg kan godt lide at høre andres historier. Og måske handler det om, at man bare er mere interesseret i LIVET som sådan end i sit eget liv. Pludselig kigger man ud over sit liv som et landskab og bliver rørt. Fordi man ved, at man skal tage afsked med det.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne