For en lille måned siden gik youtuberen Albert Dyrlund bort efter at være faldet ned fra en bjergskrænt i Sydtyrol i Italien.

Ved hans side stod hans amerikanske ven Tucker Doss, som var taget med danskeren op til toppen af Seceda-bjerget for at lave indhold til deres respektive sociale medier.

Med undtagelsen af et kort opslag på sociale medier har Tucker Doss forholdt sig tavs, men nu taler han ud om sin vens tragiske død.

Det gør han i en video på sin YouTube-kanal, som er optaget ti dage efter den traumatiserende hændelse.

YouTube-stjernen Albert Dyrlund. Foto: Michael Bager
YouTube-stjernen Albert Dyrlund. Foto: Michael Bager Foto: Michael Bager
Vis mere

Her fortæller en tydelig rørt og grædende Tucker Doss, at han og Albert Dyrlund vandrede op til toppen af bjerget, hvor de fandt en slags grotte med et stejlt græsområde under.

Ifølge den amerikanske youtuber optog han og Albert Dyrlund hver for sig og holdt derfor ikke rigtig øje med hinanden.

På et tidspunkt skal Albert Dyrlund have bevæget sig ud til kanten, og det var angivelig her, det udviklede sig fatalt, og danskeren gled i døden.

»Jeg ved ikke, hvorfor han stod der. Om han bare ikke vidste bedre. Det var så stejlt,« siger Tucker Doss med tårer i øjnene og fortæller, at han efterfølgende har tjekket sine optagelser fra den pågældende dag for at få en bedre forståelse af, hvad der skete.

»Jeg har set dem for at finde ud af, hvad der var årsag til, at han gled. Han sad ned og forsøgte at rejse sig, men så gled hans hænder og fødder bare under ham,« siger Tucker Doss og fortsætter:

»Han gled bare. Lige for øjnene af mig. Og jeg stod bare der og lavede ikke engang en lyd, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg troede ikke på, hvad jeg lige havde set.«

Billede af området, hvor ulykken fandt sted. (AP Photo/Matthias Schrader)
Billede af området, hvor ulykken fandt sted. (AP Photo/Matthias Schrader) Foto: Matthias Schrader
Vis mere

Ifølge Tucker Doss ringede han med det samme til politiet, som sendte en helikopter ud for at lede efter Albert Dyrlund. Efter en time fandt de ham livløs.

»Jeg har afspillet episoden i mit hoved igen og igen. Han skreg mit navn, da han faldt,« fortæller en grædende Tucker Doss i sin video.

Her sætter han også et ord på sit venskab med Albert Dyrlund.

»Han var så fantastisk. Hans personlighed var magnetisk og tiltrak mennesker.«

Det var 30. juli, at 22-årige Albert Dyrlund styrtede 200 meter ned fra den italienske bjergskrænt. Han blev efterfølgende hastet til hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.

Han blev begravet 17. august.