Alanis Morissette blev som 15-årig voldtaget af flere mænd, mens hun kæmpede for at slå igennem i musikbranchen.

Det fortæller den 47-årige canadiske sangerinde i en ny dokumentar.

»Jeg har altid sagt, at jeg gav samtykke, men så er jeg blevet mindet om, at 'hey, du var 15. Du kan ikke give samtykke som 15-årig.' I dag har jeg det sådan: 'Nårh ja, de er allesammen pædofile. Det er teknisk set voldtægt',« siger hun ifølge Daily Mail.

Alanis Morissette udgav allerede som 11-årig sin første selvfinansierede single efter at have medvirket i tv-programmet 'You Can't Do That' og underskrev som 16-årig sin første pladekontrakt.

Og det var altså i den mellemliggende periode, at hun efter eget udsagn havde ufrivillig sex med 'flere mænd'.

»Først efter flere år i terapi er jeg kommet frem til, at jeg var offeret,« siger hun i HBO-dokumentaren 'Jagged', som mandag har premiere på Toronto Film Festival.

Den tager udgangspunkt i tiden op til og omkring udgivelsen af Alanis Morissettes storsælgende album 'Jagged Little Pill' fra 1995, og her kommer sangerinden altså også ind på overgrebene, som fandt sted i slutningen af 80erne, da hun indspillede sine demoer på Geffen Records.

I dokumentaren sætter Alanis Morissette ikke navn på sine mulige krænkere, men oplyser, at hun ofte har fortalt om oplevelserne til andre i musikbranchen, hvor hun har oplevet ikke at blive taget alvorligt.

Den seksuelle lavalder i Canada er i dag 16 år, mens den lå på 14 dengang. Der kunne dog stadig juridisk være tale om overgreb, hvis forholdet var baseret på 'autoritet eller afhængighed', skriver Daily Mail.