Hver uge lader de tv-seerne få et indblik i deres overdådige luksusliv, men når talen falder på Hollywood-fruernes alder, kniber det med åbenheden.

B.T. kan nu afsløre, at Simone Levin fra TV3-programmet ”Dansk Hollywoodfruer” er 45.

Hun er født i 1964 og ifølge klasselisterne på Rungsted Gymnasium, fik hun sin studenterhue i 1984. Men det afviser hovedpersonen selv.

- Hvis jeg skulle have gået i gymnasiet i 1984, ville jeg jo have været meget lille, siger Simone Levin til B.T.

Hellere ikke jurastudiet, som hun selv fortæller, hun gik på sammen med Rigmor Zobel, ved hun, hvornår hun afsluttede.

- Det kan jeg da ikke huske. Det var nok sidst i 90’erne. Jeg lider lidt af hukommelsestab, måske er det botoxen, lyder den noget atypiske forklaring fra Simone selv.

Hun fastholder stædigt, at hun er i 30’erne. Nærmere bestemt cirka 33-34 år.

- Prøv at høre her... Det tror alle på filmsettet jo, at jeg er. Det vil være ødelæggende for min karriere, hvis det kom ud, siger hun med alvor mine og slår så over i et mildere toneleje.

- Det har også noget at gøre med, at jeg lever så sundt og træner så meget, at jeg ser så ung ud.

Bag et måske endnu tykkere botox-panser gemmer end anden af Hollywood-fruerne Kirsten Prosser sig. Og hun har i lighed med Simone Levin også meget svært ved at tale om sin alder.

Hun har nægtet at oplyse hvornår hun er født, men alderen er 53.

Derimod har de to yngste luksus-fruer, ikke som alderspræsidenterne, samme anstrengte forhold til naturens gang.

Ines Romero afslører uden tøven, at hun er 39, og Lisa Aybike fortæller gerne, at hun er 34 år gammel. Begge i sikker forvisning om, at de er de to yngste Hollywood-fruer.

I en afstemning på bt.dk har flere end 12000 læsere givet deres bud på Simones alder, og flertallet mente, at hun var et godt stykke op i fyrrerne. En relativt stor gruppe læsere mente endog, at hun måtte være i 50'erne. Men helt så gammel er hun altså ikke.