De to vindere af ‘Paradise Hotel’ skulle have mødt hinanden i en kamp i ‘Stjerneboksning’. Men nu bliver kampen alligevel ikke til noget.

I stedet for at møde hinanden i en boksekamp den 20. februar 2021, hvor det populære ‘Stjerneboksning’ bliver afholdt, er der nu én lang og personlig kamp kørende mellem de to paradisoer, Lenny Pihl Christensen og Teitur Skoubo.

De sidste mange uger har de to ‘Paradise’-vindere skulle møde hinanden hver søndag til boksetræning, men her er det mange gange kun Lenny, der er mødt op.

Når man som deltager i ‘Stjerneboksning’ er udeblevet fra træningen fem gange, er man ikke kvalificeret til at møde hinanden i den endelige kamp, og derfor er den nu aflyst.

Det har fået Lenny til at blive meget vred og skuffet, og han lægger ikke skjul på, hvad han mener om Teiturs forhold til at dukke op til sin træning, som han kalder for både useriøst, usselt og svagt, og som han ikke forstår, at Teitur som personlig træner vil være bekendt.

'Lad mig bare sige det, som det er, jeg kan sgu ikke fordrage den stodder. Jeg havde glædet mig sindssygt meget til at komme flyvende ud og så bare hamre den her dreng i gulvet. Men det kommer jeg ikke til nu,' siger en frustreret Lenny i en video på Instagram.

Lenny mener desuden, at Teitur spilder arrangørerne Geggo og Cengiz’ tid, samt alle der havde glædet sig til at se kampen.

Teitur svarer tilbage

Der var kun en enkelt træning tilbage i hele træningsforløbet, så derfor kan der ikke nå at findes en afløser for Teitur.

Teitur er ikke helt så vred og frustreret, som Lenny er, men på sin Instagram forklarer han, hvad der har forhindret ham i at møde op til træning. Han mener ikke, at det har noget at gøre med, at han ikke er seriøs omkring træningen.

Den seneste søndag blev Teitur væk, da han skulle se på en lejlighed sammen med sin søster, da deres nuværende lejlighed er opsagt fra 1. december. Desuden skulle han i begyndelsen af træningsforløbet ud at rejse, som han ikke ville aflyse på grund af ‘Stjerneboksning’, og så har han desværre været syg med corona.

'Jeg synes, det er sindssygt ærgerligt, at Lenny og jeg ikke kommer til at bokse, men jeg vil ønske alle de andre held og lykke med deres kamp. Det bliver et vildt stævne,' siger Teitur til sidst i videoen.

De resterende 20 toptrænede reality-stjerner er klar til at møde hinanden i bokseringen, når det går løs med ‘Stjerneboksning’ den 20. februar 2021.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.