Sangerinden Camille Jones gæster i aften tv-programmet »Vi ses hos Clement«, hvor hun fortæller om sit liv som solomor.

For knap halvandet år siden blev den 42-årige sangerinde mor til en lille dreng. Men der var hverken kæreste eller mand inde i billedet.

Og Camille Jones glæder sig over, at mange ting er nemmere, når man ikke skal blive enige med barnets far undervejs.

»Jeg har ikke prøvet at være to om at træffe beslutninger eller om at finde navnet eller noget. Der er nogen ting, der er nemmere. Men de scanninger, jeg var til - og jeg var til flere end de fleste - da lå jeg virkelig og tænkte: Åh, my goodness, det er lige nu man skal have en at kigge på og tænke: Du er lige så meget fucked som mig. For det er surrealistisk - sikkert også, når man er et par derinde - men det er derfor, man er to og kun derfor....hahaha,nej, det mener jeg ikke.« siger Camille Jones til Clement Kjærsgaard.

Hun har i et tidligere interview til Se og Hør fortalt, at det ikke var uden overvejelser, da hun valgte at blive solomor.

»Det er en stor beslutning at vælge, at ens drøm skal se anderledes ud end den, man har drømt hele sit liv, og det kræver noget ikke at se det som et tab, for det er det jo på ingen tænkelig måde. Det er en omdefinering af en drøm,« sagde Camille Jones til Se og Hør for et år siden.

Hun har altid ønsket sig at blive mor og købte i sin tid lejlighed, der lå tæt på alt, hvis hun skulle ende med at blive alene med barnet.

»Jeg var også lidt bange for, om det ville blive ensomt, at jeg ville sidde derhjemme alene med ham hver fredag aften. Men den del af det, er så ligegyldig. Der er jo ikke noget, jeg ikke har prøvet, og jeg har altid siddet på forreste række, når jeg har gjort det. Jeg kan mærke, at der har sænket sig en ro indeni mig,« siger Camille Jones, der har givet sin lille søn navnet Eddie Bo.