Mikkel Kessler var befriende ærlig, da han torsdag blev præsenteret som en del af efterårets ’Vild med dans’-hold.

Den 40-årige, pensionerede bokser er havnet i det store danseshow efter mange års afslag. Han ville kun være med, hvis hans ven Michael Maze også stillede op, så da han i år sagde ja, var det tid til at kridte danseskoene.

Er du vild med dans?

»Nej. Jeg vil ikke mene, at jeg er vild med dans, men jeg kan godt lide udfordringen. Nogle gange skal man bare hoppe ud i det,« lød det fra Mikkel Kessler, da B.T. onsdag mødte ham på et ’Vild med dans’-pressemøde.

»Fysisk er det ikke hårdt endnu. Det sværeste er at huske trinene. Men vi hygger os. Ellers ville jeg ikke være her. Hvis jeg syntes, hun (Hans dansepartner Mille Funk, red.) var tosset, så gad jeg ikke,« tilføjede han og slog sit mål for deltagelsen fast:

»Jeg gider ikke ligne en tosse, og så skal jeg slå Maze. Det er det vigtigste«.

Du siger, du ikke er vild med dans endnu. Tror du, du kan blive det?

»Jeg synes jo, det er sjovt nu, men jeg har heller ikke prøvet at stå på scenen endnu, så jeg ved ikke, hvad jeg har rodet mig ud i. Jeg føler mig meget på udebane og spørger hele tiden Mille, om jeg er bedre på det her tidspunkt end hendes tidligere partnere.«

TV 2 holder pressemøde på den 16. sæson af Vild med dans onsdag den 28. august 2019..
TV 2 holder pressemøde på den 16. sæson af Vild med dans onsdag den 28. august 2019.. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Vi tester dig lige. Vil du helst danse eller spille en tenniskamp imod din ven Mads Mikkelsen?

»Jeg vil helst spille tennis, for jeg ved, at jeg kan banke Mads Mikkelsen. Jeg har spillet lidt med Mads, og han tror, han kan noget, men det kan han bare ikke. Så Mads kan bare komme an.«

Vil du så helst danse eller sidde en hel aften og høre på Michael Poulsen fra Volbeat fortælle Elvis-historier?

»Klart Volbeat. Jeg er gode venner med Michael, og når han fortæller historier, er det satme godt.«

Til sidst, vil du helst danse eller tage en revanchekamp mod Carl Frochs?

»Så vil jeg hellere danse. Meget hellere.«

Mikkel Kessler meddelte sidste år, at han efter et kort comeback nu havde valgt at indstille boksekarrieren helt.

Han bor privat med sin hustru Lea Hvidt og deres tre små børn.