Hendes afhængighed af kvinder var værre at komme ud af, end hendes afhængighed af kokain.

Efter den danske standup-komiker Linda P for syv år siden mistede sin far, endte hun i favnen af et voldsomt misbrug. Af alkohol, af stoffer, af kvinder. Det fortæller hun i et ærligt interview med denne uges ALT for damerne.

Og kvinderne - det var hendes værste afhængighed.

På det tidspunkt boede hun sammen med daværende hustru Melissa, men alligevel havde hun flere kærester ved siden af. Det handlede ikke så meget om sex, forklarer hun. Det handlede om, at der var én, der kunne passe på hende, som kunne holde om hende og give hende bekræftelse.

ARKIVFOTO af Linda P.
ARKIVFOTO af Linda P. Ida Marie Odgaard

»Jeg kunne slet ikke holde ud at være derhjemme, og når jeg var på arbejde, kom jeg gerne to-tre timer for sent, fordi jeg havde været fuldstændig væk dagen før, og når jeg var kommet igennem optagelsen, lavede jeg med det samme en aftale med en af de tre-fire kærester, jeg havde på det tidspunkt, mens jeg var gift. Men hvis det skete, at ingen af de fire kvinder havde tid til at ses, var jeg på røven, for så vidste jeg, at jeg ville gå hjem og tage så mange stoffer, at jeg ville vågne op på badeværelsesgulvet med blod ud af næsen og galde ud over det hele,« fortæller Linda P til ALT for damerne.

To år senere - i sommeren 2013 - fik det hele en ende, da hun skulle optræde på Skanderborg Festival, men endte med at falde om, kort før hun skulle på scenen.

»Men da jeg skulle optræde på Skanderborg-festivalen, kunne jeg simpelt hen ikke gå på, jeg havde fantomsmerter og troede, at jeg havde brækket skulderen. Ikke at kunne udføre mit arbejde – det var den største hammer,« har hun tidligere fortalt i et interview med Berlingske.

Siden kom hun til psykolog og begyndte sit liv forfra - uden et misbrug.