Ærlig Jim Lyngvild: Shitstorme er et kæmpe brændstof

Hvis Jim Lyngvild var et vikingeskib, ville han sejle allerbedst, når stormen rasede og truede med at splitte hans sejl.

For som han siger, er det i stormene og modvinden, at vi udvikler os og finder ud af, hvordan skibet også kan sejle. Og det har han i den grad lært. At styre skibet Jim Lyngvild i stormvejr.

»Shitstorme er et kæmpe brændstof. Jeg trives virkelig i dem,« indrømmer den 40-årige designer og iværksætter, hvis holdninger ofte er som en rød klud for mange.

Og for tiden trives han vældig godt. For inden for den seneste uge er han landet i hele to af slagsen.

Den ene var, da han ved Venstres landsmøde heppede på sin veninde Inger Støjberg. Her blev han bombarderet med tusindvis af vrede kommentarer på Facebook og blev kaldt et 'fattigt menneske'. På grund af venskabet.

Den anden var et opslag om den unge svenske klimakriger Greta Thunberg, som affødte 100.000 reaktioner og til sidst fik ham til at slette sit opslag.

For i stedet for at læse og forholde sig til det, som han skrev, luftede de deres 'krænkelser'.

'Det er faktisk sådan, verden fungerer mest lige nu,' forklarede han frustreret i sin opdatering på Facebook.

Men shitstormen, han landede i, kan på ingen måde slå ham ud af kurs.

»En af de vigtigste ting i mit liv var, da jeg ved forrige valg meldte ud, at jeg stemte på Dansk Folkeparti.«

»Det gav mig så stor en shitstorm og så meget modstand, og hold kæft, hvor lærte det mig meget,« siger Jim Lyngvild om den efterfølgende periode på to til tre år, hvor ingen ville røre ved ham med en ildtang.

Og det undrer ham, at politik – eller dét at bekende politisk kulør – er så tabubelagt.

»Medmindre du stemmer rødt. Det kan du sagtens sige. Men stemmer du blåt, har det kæmpe konsekvenser.«

Han griner lidt ad den selvvalgte shitstorm.

»Det mest åndssvage er, at hvis der er et menneske, der ikke er politisk, så er det mig. Jeg er følelsespolitisk, hvis der ellers er noget, der hedder det.«

»Så når der vandrer flygtninge på vejen, når flygtningebørn har det skidt i Sjælsmark, bliver jeg grebet af en følelse, og så sætter jeg mit kryds efter det,« forklarer Jim Lyngvild og fortsætter:

»I dag er jeg konservativ. For jo mere succes jeg har, jo bedre et menneske skal jeg være og give til dem, der intet har. Og den følelse er faktisk ekstremt konservativ.«

Men hvor krydset end lander, vil han – ligesom med så meget andet – have lov til at sige det.

»Ja, jeg kan være bombastisk i mine holdninger, og jeg har også lært, at konsekvensen af at udtale sig er nådesløs,« siger Jim Lyngvild, som i en alder af 16 traf det valg, at han ikke ville være et offer. Og altså heller ikke af shitstorme.

»Et af de eneste mennesker, jeg kender, der har det præcis som jeg, hedder Inger Støjberg. Vores både sejler fantastisk i de storme, hvor det menneskelige sejl testes til det yderste. Og mit fyldes rigtig godt af dem.«

Modstand er, mener han nemlig, den eneste måde at udvikle sig på.

»Hvis du hele tiden kun har succes i alt, hvad du foretager dig, udvikler du dig ikke, du står stille og synes selv, at du er megafed.«

»Er jeg provokerende? Jeg er nok – som Ghita Nørby for nylig sagde til mig – bare enormt tydelig.«

»Det er åbenbart et problem at være så tydelig, som hun og jeg er. For det viser folk, hvor utydelige de selv er. Og det er en stor provokation at holde dét spejl op.«