Klokken var 21.30. En næsten skræmmende ro og målrettethed havde sænket sig over ham. I skabet fandt han rent tøj frem. Underbukser, skjorte, sokker, bukser. Nu lå det pænt stablet på en stol. Klar. Med ét skar telefonens ringetone gennem stuen.
»Der stoppede det. Det blev min redningsplanke. Jeg kunne ikke,« siger Henning Jensen med stille alvor i stemmen.
Den 77-årige skuespiller sidder i sit sommerhus i Rågeleje. Er på en rejse tilbage til fortiden.
Men en fortid så dyster, at smerten og skammen indimellem baner sig vej gennem mobiltelefonen.
'Gennem glasvæggen' er titlen på Henning Jensens nye biografi, der har efterladt ham i, hvad han kalder en 'tumultarisk' tilstand.
For det er ikke historien om Henning Jensens liv fra A til Z. Det er historien om, som et lyn fra det, der lignede en klar himmel, at blive ramt af en depression, der var så voldsom, at han flere gange var et splitsekund fra at tage livet af sig selv. Scenen ovenfor var en af dem.
I 20 år har Henning Jensen ærligt fortalt om at lide af depression og har tilmed holdt hundredvis af foredrag om det. Hver gang har publikum spurgt, om han ikke nok ville skrive om det. I overført betydning give en hånd til andre. Patienter som pårørende.
Men han har ikke kunnet. Har ikke kunnet nedfælde ordene om sin egen vej ned i det sorteste og mest fornedrende mørke, hvor han blot var en skygge af et menneske. Før nu.
Alligevel blev det et barskt gensyn med de 130 siders noter, som han nedfældede, umiddelbart efter at han 22. februar 1979 blev udskrevet fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Og som i flere årtier havde været gemt væk.
I dag ved Henning Jensen, at det var to faktorer, der sendte ham ud på depressionens overdrev.
Dels et enormt højt stressniveau, han som ung og ambitiøs skuespiller selv bidrog til, godt hjulpet på vej af sin mors uopfyldte drømme. Dels et privatliv, der sejlede.
»Jeg havde været gennem to opløste forhold inden for tre år, så mit liv var ikke en fasttømret tømmerflåde. Jeg var mere hudløs, end jeg var klar over,« siger han om optakten til depressionen, hvor en affære med Ghita Nørby førte til en skilsmisse. Senere røg også forholdet til den store skuespillerinde, som han var meget forelsket i.
»Jeg tiggede og bad hende om at genoptage vores forhold. Det var pinligt, ynkeligt og patetisk,« skriver han i bogen om sine sidste krampetrækninger og har ikke lyst til at uddybe parrets forhold yderligere.
Men det var kort efter, at Henning Jensen forsvandt om på det, han selv kalder 'den anden side af glasvæggen'.
Uden at skåne sig selv fortæller han om sin menneskelige deroute med alkohol, vanvid og selvudslettelse.
»At erkende sygdommen tog enormt lang tid. Det var faktisk først den aften, hvor jeg sad i lænestolen, og afføringen bare løb ud af mig, at det gik op for mig, at nu går den ikke længere. Du er syg. Rigtig syg,« siger han om den nedværdigende oplevelse.
I første omgang førte erkendelsen ham dog i favnen på det, han gerne beskriver som 'de værste plattenslagere ude på okkultismens overdrev', der blot gjorde ondt værre og adskillige gange bragte ham på selvmordets rand.
»Det var så tæt på, som det overhovedet kunne komme. Jeg kunne til sidst ikke se anden udvej,« siger Henning Jensen ligeud.
Efter skilsmissen havde han og hans ekskone, Ulla, delt datteren, Sarah. Men under det lange sygdomsforløb var det blevet uforsvarligt for Henning Jensen at have hende. Det kunne selv han se.
»Jeg turde ikke have ansvaret for hende,« siger han ærligt om det smertefulde kapitel, hvor han var tæt på at miste sin datter. Men altså også tæt på at miste sit liv.
For en lørdag aften – kort efter at han var sluppet ud af kløerne på sin seneste alternative behandler – havde Henning Jensen besluttet, at nu skulle det være. Pillerne var fundet frem. Han havde taget et bad. Lagt rent tøj frem.
»Så jeg kunne være pæn, når de fandt mig,« siger han om sine grundige forberedelser. Men kl. 21.30 blev de afbrudt.
»Det var en telefonopringning fra min datter, der var fire år og bare ville sige godnat, inden hun skulle sove hos sin mor,« fortæller Henning Jensen med taknemmelighed i stemmen.
»Dér stoppede det – det var min redningsplanke. For da jeg havde snakket med hende, vidste jeg, at jeg var nødt til at leve videre. For hendes skyld. Uanset hvordan jeg måtte have det.«
For første gang erkendte han, at skulle han om på den anden side af glasvæggen, skulle der professionel hjælp til.
Han lod sig indlægge på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, blev medicineret og fik det gradvist bedre i de tre måneder, han var i professionelle hænder. Blev et menneske igen.
»Jo, det er hårdt at se tilbage på. Men jeg er primært lykkelig over, at jeg overlevede og kom gennem det. Så mit budskab til andre er: Kom i behandling og få medicin med det samme, så I ikke ender ude i de overdrev, som jeg gjorde.«
'Gennem glasvæggen' er netop udkommet på Gyldendals forlag.
