Hvis du har fulgt med i Casper Christensens liv de seneste fem år, så har du nok for længst lagt mærke til, at den succesfulde komiker har ændret sin hverdag markant.

Jetsetlivet med bytur efter bytur og eget diskotek er blevet byttet ud med livet som veganer med morgenbadning og meditation.

Og nu sætter Casper Christensen i et interview med Ekko flere ord på, hvad der fik ham til at trække i bremsen:

»Casper er flammen, mænd kan varme sig ved. Tingene sker omkring ham. Jeg har selv haft dét, vi kan kalde hans storhedsvanvid, og der ligger også en appetit i det. Der skal fandeme tændes et bål, der flammer!,« siger komikeren og fortsætter:

»Men en dag for omkring fire år siden begyndte en lille snebold at rulle. Mit liv var blevet for vildt og selvdestruktivt. Noget dybt inde i mig sagde: ’Du er ikke dér! Du er ikke ham! Du er ikke så grådig og totalt lyststyret. Noget er forkert her.«

Selvrefleksionen fik Klovn-skaberen til at udforske en helt ny levemåde.

»Jeg er gået hele vejen så at sige, for jeg kan jo godt lide at gøre tingene helhjertet. Jeg er blevet veganer, mediterer og helliger mig nu familien totalt. Hele skiftet startede for godt et års tid siden, hvor jeg blev far igen og indså, at jeg snart blev 50 år. Det har været en stor katalysator for lige at tænke sig om en gang og finde ud af, hvor lykken reelt ligger,« som han fortalte til Børsen i 2018.

Den 51-årige komiker er snart aktuel med sidste Klovn-film, som har premiere den 30. januar.

Filmen er naturligvis lavet i samarbejde med kammeraten Frank Hvam og har fået navnet 'Klovn The Final'.

Serien 'Klovn' har kørt over de danske tv-skærme siden 2005, hvor den første sæson kom på gaden.

Casper Christensen danner til daglig par med Isabel Friis-Mikkelsen, som han har to børn med. De bor sammen i nordsjællandske Ålsgårde.