Siden afroamerikaneren Georg Floyd døde i politiets varetægt, er gaderne i USA blevet fyldt med demonstranter, og internettet svømmer over med opslag mod racediskrimination.

Nu melder sangerinden Adele sig ind i koret af kendisser, som på det seneste har udtalt sig om den måde, 46-årige Georg Floyd døde.

Den 32-årige sangerinde delte i tirsdags et Instagram-opslag, hvor hun for første gang kommenterer på sagen.

Her opfordrer hun alle demonstranterne til at 'bevare modet og ikke give op'.

'Mordet på George Floyd har sendt chokbølger over hele verden, det er der utallige andre, der ikke har gjort. Protester og marcher finder sted over hele kloden på samme tid og vinder kun fart,' skriver hun og fortsætter opslaget:

'Så vær på retfærdig vis vrede, men vær fokuseret. Bliv ved med at lytte, bliv ved med at spørge, og bliv ved med at lære!'

Hun opfordrer også de mange demonstranter verden over til ikke at opgive kampen.

'Det er vigtigt, at vi ikke bliver modløse, kapret eller manipuleret lige nu. Det her handler om systematisk racisme, det her handler om politivold, og det handler om ulighed.'

Adele påpeger også i opslaget, at det altså ikke kun er i USA, at racismen hersker, men at det er en global kamp.

'Det her handler ikke kun om Amerika. Racisme lever alle steder,' skriver hun og understreger derefter, at hun udviser fuld solidaritet for de mange mennesker, som lige nu kæmper for retfærdighed og frihed.

Som sagt er Adele ikke den eneste, som skriver om Georg Floyds død - også Ashton Kutcher og Rihanna har grebet til tasterne på sociale medier for at udvise sympati for racekampen.

Rihanna skriver for eksempel i et opslag på den Instagram-profil, hvor hun normalt reklamerer for sit makeupmærke 'Fenty Beauty By Rihanna', at hun er overbevist om, at der er tale om overlagt mord.