Det er blevet en nyhed, der er gået hele verden rundt, at den tidligere så kurvede superstjerne Adele nu er blevet nærmest uigenkendeligt tynd.

Det er under en strandferie på den caribiske ø Anguilla sammen med kendisvennerne Harry Styles og James Corden, at det er lykkedes nogle paparazzi at fotografere sangerindens nye figur.

På sociale medier har reaktionerne været blandede, og nogle klandrer hende for at have overgjort sit vægttab og skriver, at hun ser sygeligt tynd ud og bør tage lidt på igen.

Men Adele selv er ovenud lykkelig for sin forandring. Det siger en turist, som var så heldig at møde kendisserne på paradis-øen, til People.

19-årige Lexi Larson fra Massachusetts var sammen med nogle venner på vej ind på restauranten Blanchards Restaurant and Beach Shack, da de fik øje på Harry Styles ved et af bordene. Og inden de nåede at komme sig over chokket, kom der en ny overraskelse, fortæller hun.

»Et par minutter efter kom Adele over og satte sig ved siden af min ven og mig, og sagde 'hvad kan jeg så gøre for jer tøser?' Vi var så meget oppe at køre. Vi snakkede lidt med hende, og så fik hun Harry Styles til også at komme og sætte sig hos os,« fortæller den glade turist.

Adele spurgte ifølge Lexi Larson interesseret ind til den unge kvindes liv, og det var en meget positiv oplevelse at snakke med hende. Stjernen gav også meget af sig selv, og talte ærligt og åbent om sit vægttab.

»Hun fortalte, at hun havde tabt noget, der ligner 100 pund (45 kilo), og at det er en vanvittigt positiv oplevelse,« siger teenageren.

Adele var for nylig på strandferie i Caribien. (Foto: Scanpix)
Adele var for nylig på strandferie i Caribien. (Foto: Scanpix)
Vis mere

»Hun virkede så glad, og hun så fantastisk ud. Hun virkede virkelig selvsikker,« siger Lexi Larson til People.

Den heldige vennegruppe fik lov til at tage et billede sammen med Harry Styles, som man kan se ved at swipe i Instagram-galleriet herunder. Men Adele stillede ikke op.

Hun sagde nej, fordi hun ikke ville tiltrække en masse paparazzi i øjeblikket, eller at der skulle ske noget alt for vildt omkring hendes barn,« siger Larson.

Adele har sønnen Angelo på syv år med sin eksmand Simon Konecki.