Den britiske sangerinde Adele lever det, som de fleste vil kalde en drømmetilværelse.

Hun har millioner af fans, bliver overdænget med priser og er for længst blevet dollar-milliardær. Når hun ikke er sammen med sin søde mand og søn, hænger hun ud med Hollywood-stjerner som Jennifer Lawrence, der er hendes bedste veninde.

Tilværelsen ser lidt anderledes ud for hendes far, 55-årige Mark Evans. Han henslæber en ensom tilværelse som underbtalt lastbilchauffør i det sydlige Storbritannien og er blevet fuldstændigt isoleret fra det, han har tilbage af sin familie, skriver News.

30-årige Adele slog hånden af sin far i 2011, efter han kom med offentlige udtalelser om hendes dengang problematiske kærlighedsliv. Men det var ikke den eneste grund til hendes vrede, skriver hjemmesiden.

I 2017 vandt Adele fem Grammyer. Det var det hidtidige højdepunkt i hendes karriere. (Scanpix)
I 2017 vandt Adele fem Grammyer. Det var det hidtidige højdepunkt i hendes karriere. (Scanpix) Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Faren var der nemlig aldrig for Adele, da hun var lille. Han skred fra moren, da hun var tre år gammel, og derefter blev det kun til sporadiske forsøg. I 2011 brugte han netop det som årsag, da han til pressen spekulerede i, hvorfor sangerinden havde så svært ved at finde en kæreste.

Det fik Adele til at udtale, at han aldrig kommer til at høre fra hende igen.

Indtil videre har hun holdt sit ord, selv om Mark Evans må siges at have været igennem lidt af hvert, som han godt kunne have brugt familiær støtte til at komme igennem.

Ifølge News blev han i 2013 opereret for kræft i tyktarmen - den samme sygdom, som tidligere havde slået hans egen far ihjel. I stedet for at blive blød om hjertet over farens sygdom og ensomhed, kom Adele i 2017 med en sårende udtalelse om ham.

Hans hjerte er knust

Til det års Grammy-uddeling, hvor hun ryddede bordet med fem statuetter i topkategorierne for kvindelige kunstnere, takkede hun sin manager, Jonathan Dickins, på scenen med ordene:

»Vi har været sammen i 10 år, og jeg elsker dig som min far. Jeg elsker dig så utroligt meget. Jeg elsker nemlig ikke min far. Det betyder ikke noget«.

En anonym kilde siger til News, at faren stadig håber på tilgivelse, og vil være der med det samme, hvis Adele skifter mening:

»Han er ikke ude efter penge eller noget, han vil bare være morfar og købe is til sit barnebarn. Hans hjerte er knust. Han har ikke noget liv, han eksisterer bare«, siger kilden til News.