Holdet omkring Adele måtte konfiskere hendes password, efter hun sidste år delte et kontroversielt billede med sine millioner af fans på Instagram, hvilket fik hende i en regulær shitstorm.

Det fortæller den albumaktuelle sangerinde i et interview med youtuber og tv-vært Nikkie de Jager.

Den 33-årige superstjerne har aldrig holdt det hemmeligt, at det slet ikke er hende selv, der styrer hendes Instagram-profil, som hun i stedet har ansatte til at tage sig af.

Hvis nu hun skulle 'blive fuld eller irriteret' og 'dele sine generelle tanker', som hun siger med et smil.

Under coronanedlukningen fik Adele dog lov til at få sit password udleveret, så hun kunne sende memes og sjove billeder til sine venner. Men det skulle hun aldrig have fået.

»Så lagde jeg et billede op, som en masse mennesker kender til. Det er det eneste billede, jeg nogensinde selv har lagt op... og så tog de mit password fra mig igen,« fortæller den britiske sangerinde.

Det omtalte billede er med stor sandsynlighed det bikinibillede, Adele lagde på det sociale medie i august sidste år i forbindelse med det corona-aflyste Notting Hill-karneval.

Her er hun iført en bikinioverdel med det jamaicanske flag og har håret sat op i små knolde.

Og det fik folk i hobetal til at beskylde hende for kulturel appropriation, som man kalder det, når folk benytter sig af noget fra en anden kultur, som de ikke selv er en del af.

Frisuren med de små knolde kaldes nemlig Bantu-knolde og stammer fra Afrika, hvor kvinder har båret dem i mere end hundrede år, da de blandt andet slider mindre på den klassiske afrikanske hårstruktur.

Adele har siden i Vogue indrømmet, at hun ikke tog bestik af 'den skide situation', og at hun til fulde forstår, hvorfor hun endte i en shitstorm.

Derfor valgte hun også at lade billedet ligge på Instagram, selvom folk mente, hun skulle fjerne det stødende billede.

»Men hvis jeg fjerner det, lader jeg som om, det ikke skete. Og det gjorde det. Jeg forstår godt, hvorfor folk syntes, det var upassende.«

I interviewet påpeger hun desuden, at hun blev ramt af karma, da en frisure, som egentlig skal beskytte en bestemt type hår, endte med at ødelægge hendes.

Andre læser også