Hun har fået millioner – ja nok milliarder – af mennesker til at lytte med på sange om ulykkelig kærlighed og hjertesorger.
Og de sange er kommet direkte fra hjertet af Adele.
Hun har nemlig aldrig lagt skjul på, at hun i sit liv er gået gennem hårde perioder, og ifølge Daily Mail har hun nu åbnet yderligere op.
Det skete fredag i Las Vegas, hvor hun har sit 'Weekends with Adele'-show.
Her fortalte hun, at hun i forbindelse med skilsmissen fra Simon Konecki gik til terapi intet mindre end fem gange dagligt.
»Jeg er startet på terapi igen, fordi jeg er gået et par år uden. Tidligere – da jeg gik gennem min skilsmisse – havde jeg fem terapisessioner om dagen,« sagde hun ifølge det engelske medie.
Årsagen var, at Adele igen og igen bebrejdede sig selv for alverdens fejl.
En dårlig vane, hun nu er blevet mere eller mindre fri for.
Hun afslører dog i samme forbindelse, at hun stadig kæmper meget med sine egne forventninger, når det kommer til at liveoptræde, og at det også er derfor, hun aldrig bliver en af de kunstnere, som laver kæmpe verdensturnéer.
34-årige Adele og 48-årige Simon Konecki gik fra hinanden i 2019.