29. august kunne Berlingskes litteraturanmelder Katherine Diez på Instagram fortælle, at hun var blevet en del af journalistpanelet for European Book Prize.

Men snakken kom hurtigt til at gå på noget andet end litteratur.

Ekstra Bladet undrede sig som de første over, om hun havde fået pladsen i panelet gennem sin kæreste, Adam Price, som i 2021 var formand for juryen. Siden meldte også radioprogrammet 'Det, vi taler om' sig på banen med en undren. Katherine Diez gik til forsvar på sin Instagram og skrev blandt andet følgende:

»Jeg kan forstå, nogen mener, at jeg nødvendigvis må have fået min tjans i European Book Prize, fordi jeg er kærester med en mand, der har ageret gæstepræsident i juryen én gang – og derfor absolut nul magt har over deres struktur. Det har jeg ikke. Jeg har fået min tjans, fordi jeg godt kan selv,« lød det.

Torsdag aften mødte parret så op på den røde løber til teaterforestillingen 'The Producers' i Det Ny Teater i København.

Og her satte de ord på, hvordan det pludselig var at være hovedpersonerne i en mindre shitstorm.

»Hvis man er sådan en halv- eller helt offentlig person, som vi begge er, så er man vant til, at det i dag er prisen for offentligheden. Vi rykker meget tæt på de ansigter, der er offentlige, og vi interesserer os meget for dem. Og nogle gange på en måde, som er problematisk,« forklarede Adam Price og fortsatte:

»Jeg synes da nok, at det syn, der bliver lagt på professionelle kvinder, det skal man overveje at revurdere.«