I slutningen af januar blev tv-kok og manuskriptforfatter Adam Price dømt ved Retten i Lyngby.

Her var han tiltalt for at have kørt for hurtigt, og retten fandt ham altså skyldig. Dermed blev ham idømt en bøde på 2500 kroner og fik et klip i kørekortet.

Han blev desuden pålagt at betale rettens omkostninger. Således lyder det i den retsbog, som B.T. har fået i hænde.

Ifølge Se & Hør drejer sagen sig om en køretur, som den 52-årige kok var på 4. marts 2018.

Her havde han placeret foden lige tungt nok på speederen, da han kørte ud af Strandvejen i Hellerup nord for København.

Således fangede en fartmåler ham i at køre 72 kilometer i timen i et område, hvor det ellers kun er tilladt at køre 50 af slagsen.

Og selvom politiet arbejder ud fra en tolerance på plus/minus tre kilometer i timen, var farten altså fortsat alt for høj.

Den type fartovertrædelse koster 2500 kroner og et klip i kørekortet, men da bøden af ukendte årsager aldrig blev betalt, blev det en sag for retten at tage stilling til.

Og som sagt så gjort.

Det skete 28. januar 2020, hvor Adam Price ikke havde anmodet om, at sagen blev behandlet ved et retsmøde.

Han var således ikke selv til stede, og det tolkede retten som et tegn på, at han havde tilstået forholdet.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Adam Price, men han er for nuværende ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.