»Det var det værste.«

Sådan lød det fra 'Venner'-stjernen David Schwimmer under 'Friends: The Reunion'-afsnittet, der fik premiere i slutningen af maj.

Her blev han spurgt om, hvordan det var at arbejde sammen med aben Marcel i otte afsnit i første sæson af 'Venner'.

Og det var den 54-årige skuespiller altså tydeligvis ikke begejstret for.

»Her er mit problem: Aben var tydeligvis trænet,« sagde han og fortsatte:

»Den skulle gøre sine ting på det helt perfekte tidspunkt, men det, der begyndte at ske, var, at alle de her koordinerede scener blev ødelagt, fordi aben ikke gjorde sit job ordentligt, og så blev vi nødt til at starte forfra. Det var bare tid til, at Marcel skulle skride!«

Men hvis David Schwimmer troede, at han kunne slippe afsted med at svine aben til uden konsekvenser, så kan han godt tro om igen.

Abens træner, Mike Morris, har nemlig nu langet godt og gevaldigt ud efter skuespilleren for udtalelserne. Det skriver The Sun.

Alle 'Venner'-stjernerne under 'Friends: The Reunion'.
Alle 'Venner'-stjernerne under 'Friends: The Reunion'. Foto: Terence Patrick HANDOUT
Vis mere

Træneren kalder både David Schwimmer for »jaloux« og »foragtelig«, mens han ligeledes påstår, at det ikke var aben, der ødelagde scenerne, men skuespilleren selv.

»Schwimmer havde det fint med aben i de første par episoder, men jeg tror, han blev jaloux, da folk begyndte at grine ad aben i stedet for af ham,« siger han til det britiske medie og fortsætter:

»Det virkede, som om han begyndte at blive bitter, og det havde selvfølgelig indflydelse på samarbejdet mellem ham og aben. Det gjorde arbejdet sværere.«

Mike Morris beskylder desuden David Schwimmer for manglende evner til at arbejde sammen med et dyr.

»Han er ikke den slags skuespiller, som kan finde ud af at improvisere. Jeg tror, at en god skuespiller ville kunne udføre sit job ud fra abens handlinger,« siger han og fortsætter:

»Det gjorde Jerry Seinfeld, da vi optog en scene med ham. Han fulgte med i, hvad aben gjorde, og det kunne David Schwimmer ikke. Han er ensrettet og følte, han skulle gøre præcis det, der stod i manuskriptet.«

David Schwimmer har endnu ikke kommenteret kritikken fra abetræneren.