Tv-vært Abdel Aziz Mahmoud og ægtemanden, Andreas Gylling Æbelø, kommer fra en henholdsvis muslimsk og religiøst kristen familie.

Begge har de over år taget små oprør med deres familier for at få dem til at acceptere, at de er homoseksuelle.

»Mit udgangspunkt var en tro på, at det, jeg er, vil bringe mig i helvedes flammer og en skrifttro læsning af biblen. Vi snakker Adam og Eva, skabelse på syv dage, Noahs ark, hele pakken,« fortæller Andreas Gylling Æbelø, der er direktør i Aids-Fondet og gift med Abdel Aziz Mahmoud.

Tv-værten fortalte tilbage i 2016 offentligt, at han er homoseksuel, og har siden blandt andet lavet programmet 'Helvedes homo' om det at være muslim og homoseksuel.

Ægtemanden Andreas Gylling Æbelø har tidligere til B.T. fortalt, hvordan han kommer fra et meget kristent miljø og blandt andet er blevet forsøgt 'helbredt' for sin homoseksualitet.

Parret var fredag under Folkemødet på Bornholm inviteret af foreningen Eftertro, der blandt andet hjælper folk, som har forladt en religion. Her talte Abdel Aziz Mahmoud og Andreas Gylling Æbelø om religion, seksualitet og nogle af de udfordringer, de selv har mødt i deres liv.

Tv-vært Abdel Aziz Mahmoud.
Tv-vært Abdel Aziz Mahmoud. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Men også, hvordan de har tacklet tingene som par.

»Vi har helt klart brugt hinanden i forhold til vores fælles forståelse, men jeg har da også bare været glad for, at Andreas er det ordentlige menneske, han er, og den store støtte. Og det tror jeg ikke bunder i religion,« fortalte Abdel Aziz Mahmoud under oplægget.

Andreas Gylling Æbelø.
Andreas Gylling Æbelø. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Den 36-årige tv-vært, der for nylig blev præsenteret som ny vært på TV2, har de seneste år i den grad sat snakken om homoseksualitet i muslimske miljøer på dagsordenen gennem både tv-programmer og bøger.

Men han giver også sin mand en stor del af æren.

»Jeg havde 1000 procent hverken skrevet den bog, blandet mig eller siddet her, hvis jeg ikke var sammen med Andreas,« fortalte Abdel Aziz Mahmoud.

For Andreas Gylling Æbelø var der et tidspunkt, hvor han overvejede, om han måtte stoppe kontakten til sin familie for at kunne være sig selv.

»Jeg betragter mig selv som kristen og er ikke ked af det, jeg er rundet af. Men undervejs overvejede jeg, om jeg var nødt til at vende det ryggen, fordi jeg er, som jeg er. Det ville være en stor ulykke, fordi det også ville betyde, jeg skulle vende store dele af min familie ryggen,« forklarede Andreas Gylling Æbelø og tilføjer, at det heldigvis ikke kom dertil.

Abdel Aziz Mahmoud håber, at flere indser, at der faktisk er et problem i forhold til eksempelvis homoseksualitet og nogle religiøse miljøer. Under oplægget på Folkemødet kunne tv-værten derfor heller ikke dy sig for at komme med en lille opsang.

»Når jeg blander mig i noget som helst, så er det, fordi jeg gerne vil rykke majoriteten. Det er jo de personer, der ikke har oplevet det her selv og kan tro, der ikke er et problem, eller ikke synes, det er deres kamp at kæmpe,« sagde Abdel Aziz Mahmoud og tilføjede:

»Alle jer, der ikke tror, der er et problem med homoer eller religiøs fanatisme, I skal ikke skælde ud på os, I skal stille jer ved siden af os og tage vores kamp for os. Det er en del af demokratiet, at selvom det ikke handler om dig, så er du så privilegeret, at du giver dine privilegier videre,« sagde tv-værten til lyden af store klapsalver.