Det kom som en overraskelse for mange, da Abdel Aziz Mahmoud tidligere på måneden kunne afsløre, at han var blevet far.

Men det er ikke fordi, hans lille Ava var en decideret hemmelighed, fortæller den 39-årige tv-vært.

»Man synes jo, at hvis det ikke står på Instagram, så er det en hemmelighed, men dem, der skulle vide det, vidste det,« siger Abdel Aziz Mahmoud, da B.T. møder ham torsdag på den røde løber til Zulu Comedy Galla.

»Men det er klart, vi lever i en tid, hvor vi kan blive dømt for alle vores valg, og hvis man stikker lidt ud, for eksempel som regnbuefamilie, så er der folk, der har holdninger til det, og det tror jeg bare ikke, jeg orkede.«

Abdel Aziz Mahmoud på den røde løber til Zulu Comedy Galla med en veninde, der altså ikke er hans datter Avas mor. Hun må selv fortælle om sig selv, hvis hun får lyst til det, sagde den 39-årige tv-vært.
Abdel Aziz Mahmoud på den røde løber til Zulu Comedy Galla med en veninde, der altså ikke er hans datter Avas mor. Hun må selv fortælle om sig selv, hvis hun får lyst til det, sagde den 39-årige tv-vært. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

Ava har nemlig tre forældre: Abdel, hans ægtemand Andreas Gylling Æbelø og Avas mor Anne.

Men heldigvis er lille Ava kun blevet taget pænt imod, efter nyheden om hendes fødsel er kommet ud i den brede offentlighed.

»Det har været fantastisk, og der bliver jeg stolt af at være dansker, når jeg ser, hvor langt vi er kommet, og hvor mange andre, der har banet vejen før mig med regnbuefamilier, sådan så jeg trygt kan fortælle, at vi er tre forældre uden at høre lort for det,« siger Abdel Aziz Mahmoud.

Så den første tid som barslende far er blevet nydt i fulde drag.

»Jeg er lykkelig og bekymret, og det er åbenbart den rigtige måde at have det på,« lyder det med et smil.