Det kom som et lyn fra en klar himmel. Sendte ham til tælling. Uden at nogen kunne se det på ham. På ham den kendte og tjekkede tv-vært.

»Vejrtrækningen føltes anderledes. Det var en næsten lammende følelse, der kom helt ud af det blå. Det har været så overvældende, at jeg flere gange er taget på skadestuen, fordi jeg troede, at jeg havde et astmaanfald,« siger Abdel Aziz Mahmoud om dét, der ramte ham første gang i 2013.

Men det var ikke astma. Det var angst.

At tale åbent om det er noget, som den populære 'Go' aften Live'-vært har skullet tage tilløb til. Længe. Men ikke forgæves.

For nu er slutspurten mundet ud i en P1-podcastserie. 'Mænd der knækker' hedder den.

Udover at interviewe kendte gæster som Claus Meyer og Morten Messerschmidt om emnet fortæller han også sin egen historie med angsten. Som altså for otte år siden fik et solidt greb om ham.

Men hvorfor anede han ikke.

»Jeg troede i lang tid, at det udelukkende handlede om dårlig ledelse. Om nogle chefer, der stoppede mine mål om at blive tv-vært,« siger han om perioden, hvor han var ansat på DR.

»Så jeg mistede selvtilliden. Jeg gik ned med stress,« forklarer han i podcasten og fortæller, at han i dag er klar over, at årsagen til hans tilstand var mere kompleks end det.

»Min identitet var på spil og i luften i de år. Det handlede ikke bare om en chef eller en sag, men også om alt det homoseksuelle, som jeg heller ikke var afklaret med og åben med. I hvert fald ikke i offentligheden. Så jeg spillede roller på mange planer,« siger han videre og har tidligere i år i et stort interview med B.T. fortalt om de roller og om, hvordan han var styret af frygten for at blive 'afsløret'.

»Jeg har spillet skuespil, jeg har ikke kunnet slappe helt af. Jeg har kigget mig over skulderen. Tænkt 'bliver jeg afsløret om lidt?',« sagde han i interviewet og uddybede:

»Det var alt fra min gestik til min måde at være på. Hvilken musik, jeg godt kunne lide at høre. I alting var jeg bange for at kunne afsløre noget, som helst skulle være gemt væk.«

I mange år måtte Abdel Aziz Mahmoud holde sit forhold til Andreas Gylling Æbelø hemmeligt. Her ses parret på den røde løber tidligere i år.
I mange år måtte Abdel Aziz Mahmoud holde sit forhold til Andreas Gylling Æbelø hemmeligt. Her ses parret på den røde løber tidligere i år. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

En af de helt store sten om Abdel Aziz Mahmouds hjerte var hans far. Som godt nok havde accepteret, at hans søn var homoseksuel, men som også havde fået sønnen til at love, at han ikke gik offentligt ud med det.

Men for fem år siden blev det indre pres for stort.

»Jeg skyldte mig selv at kunne trække vejret dybt uden at gå på listefødder, uden at være bange,« sagde Abdel Aziz Mahmoud til B.T. om det, der førte til, at han bad om lov til at bryde løftet.

»Da min far svarede 'jo, nu er det tid', hulkede vi bare alle sammen af lettelse og krammede hinanden,« fortalte han og kaldte det en lettelse endelig at få lov til at være sig selv.

Måske var det dét, der hjalp på angstanfaldene. De forsvandt i hvert fald for en tid.

»Så skete det igen forrige sommer. Første gang efter nogle år. Det var så vild en oplevelse. Og jeg tror måske, at det var dér, at jeg rigtig blev bekræftet i, at det var det, det handlede om. Angst og ikke astma,« fortæller Abdel Aziz Mahmoud i podcasten 'Mænd der knækker'.

At tale åbent og ærligt om det, tror han, er den eneste vej frem. For ham og de mange andre danske mænd, der i stilhed – og ofte i hemmelighed – har kæmpet med de hårde perioder i deres liv.

»Jeg føler, at jeg har spildt så mange år. Jeg under andre at lande et andet sted.«

'Mænd der knækker' kan høres på DR Lyd.