Den ene dag fejrede de hans to år fødselsdag. Dagen efter faldt dommen: Infantil autisme.
»Det var hårdt. Men også en lettelse,« lyder det fra Maria og Daniel Brask Mainz fra ‘Årgang 20’.
Det er i den nye sæson af det populære program, at deres søn Louie får stillet dén diagnose, som måske nok ikke var det helt store overraskelse for dem, men som alligevel lige skulle sluges.
»For det er jo ikke bare et år. Det er resten af hans liv,« siger Maria.
Men når det også var en lettelse, skyldes det ikke mindst, at parret dermed kunne få den rette hjælp til sønnen, som endnu ikke har noget sprog og har det vanskeligt med social kontakt.
Således har det unge par allerede lært meget. Om Louie og om, hvordan de bedste kan hjælpe ham. Og dermed dem selv til en lettere hverdag.
For at have et barn med autisme slider.
»Jeg har hørt om rigtig mange par, som får det hårdt i parforholdet efter. For det er svært. Men vi er rigtig gode til at give hinanden plads, og jeg føler ikke, at det har påvirket vores parforhold negativt,« forklarer Maria.
»Også fordi vi er gode til ikke at sumpe hen i det. Ikke blive ‘arh, nu er det også bare svært’. For må det gerne være nogle gange. Det er sgu også vigtigt at sige ‘så er det altså heller ikke værre’,« tilføjer Daniel.
I dag har parret fået plads til Louie i en specialbørnehave, hvor en talepædagog er koblet på. De har fået en familierådgiver tilknyttet og ikke mindst en aflastningsfamilie.
De smiler. Til hinanden. Taknemmelige over, at de i dag én gang om måneden har en hel weekend, hvor de bare kan få lov til at være kærester.
»Vi er blevet gode til ikke at have dårlig samvittighed. Det havde jeg meget i starten over at have brug for aflastning. Jeg følte mig som en dårlig mor.«
»I starten tænkte jeg ‘er det fordi, jeg ikke kan overskue mit eget barn?’. Men nu nyder vi det bare og ser frem til det. At kunne gøre nogen af de ting, som vi ikke kan med Louie.«
Og dem er der mange af. Selvom hverken seerne eller folk omkring dem nødvendigvis opdager det.
»Når I for eksempel ser ham nu, er han bare glad, der er ingenting. Så når I tager hjem, tænker I ‘han virker da meget normal’, men så kommer efterreaktionerne tit. Han kan være færdig resten af dagen.«
»Så det er ikke altid, at folk ser den anden side af det. For vi går jo, lige så snart han begynder, og så tager vi reaktionerne, når vi kommer hjem,« forklarer Maria.
Et rimelig skemalagt liv er dét, der fungere bedst for deres søn. Og sådan er det også blevet. Nogenlunde i hvert fald.
»For jeg tror, at man skal passe på med at pakke dem for meget ind. Han skal også prøve noget, presses lidt. For man kan også gøre ham mere syg, end han er,« siger Daniel.
