Mandag fylder Stephanie Siguenza 21 år. Dagen skal fejres med lagkage og hjemmelavet sushi hjemme hos kæresten Jeff og hans forældre. Derimod regner Stephanie ikke med at få en fødselsdagshilsen fra sin egen far.
Det er to et halvt år siden, hun sidst har haft kontakt til sin far, Christian van der Watt. I sensommeren 2018 blev de to uvenner – og der blev sagt og skrevet hårde ting.
Den sidste sms, Stephanie sendte til sin far, sluttede med ordene:
»Jeg gider ikke blive skuffet mere.«
Når hun tænker tilbage, var hun 'træt af ham og mega skuffet', da hun klokken 7.25 om morgenen 10. oktober 2018 trykkede 'send'.
»Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at vi ville miste kontakten,« siger Stephanie Siguenza, der ikke har hørt fra ham siden.
Dermed deler far og datter skæbne med mange andre. En YouGov-måling, B.T. fik lavet i 2018, viste, at 23 procent af alle danskere har kappet forbindelsen til et nærtstående familiemedlem.
Men hvordan endte Stephanie Siguenza og hendes far i den situation? Og hvad skal der til, for at deres forhold ændrer sig?
Både far og datter blev landskendte, da de sammen med Stephanie Siguenzas mor for 21 år siden blev en af de familier, danskerne kunne følge i TV 2-serien 'Årgang 0'.
I serien så man en familie, som i perioder var meget presset. Forældrene var kun 18 år gamle, da Stephanie blev født. De blev skilt, da hun var to år gammel, fandt sammen igen, og søsteren Isabella kom til, før de igen gik fra hinanden. Senere afsonede Christian van der Watt en dom for røveri i en kiosk, og over årene fik både hendes mor og far nye kærester og Stephanie flere søskende.
På borger.dk kan Stephanie Siguenza. se, at hun har boet 13 forskellige steder, inden hun blev 19 år. I bogen 'Stephanie – fra Årgang 0 til frihed', som hun udgav i efteråret, har hun beskrevet barndommen som 'et kaos'.
En del af uroen skyldtes hendes far, fortæller hun. Men de to har bestemt også haft gode stunder:
»Jeg har boet hos min far det meste af min barndom. Vi har været mega tætte, nærmest bedste venner frem for far og datter.«
Hun husker, hvordan de tog på fælles køreture sammen, og hvordan han blandt andet tog hende med i biografen til en fire timers 'Twilight'-maraton.
»Fordi jeg elskede de film. Det er jeg glad for, at vi har haft sammen.«
Men hun husker også, at det var ham, der bestemte derhjemme.
»Hvis min far sagde hop, spurgte man kun: 'Hvor højt?'«
Da hun i september 2018 flyttede hjemmefra og opdagede, at der manglede nogle penge på en konto, begyndte de problemer, der har ført til bruddet.
Hun beskyldte sin far for at have taget pengene. Han sagde, at det var en misforståelse – en tvist, B.T. tidligere har beskrevet. Den 28. september 2018 mødtes de på parkeringspladsen ved Bilka i Slagelse for at diskutere, hvordan de skulle løse problemet.
Stephanie havde regnet på tallene, det samme havde hendes far. Men de blev enige om et beløb og aftalte, at hun ville få pengene en uge senere.
»Jeg tog derfra mega forvirret – matematik har aldrig været min stærke side – men jeg havde et lille håb om, at han ville holde, hvad han lovede.«
12 dage senere havde hun stadig ikke set nogen penge og skrev derfor beskeden:
»Jeg gider ikke blive skuffet mere.«
Den besked har Christian van der Watt stadig ikke svaret på. Hans datter er kommet frem til, at 'det er bare sådan, det er'.
Hun savner ham ikke så meget i hverdagen, men da hun forrige sommer blev student, manglede han.
»Jeg følte mig som et rigtigt dårligt menneske. Fordi jeg fratog ham muligheden for at se mig blive student. Men jeg var også bange for, at han ville gøre noget dumt eller ødelægge dagen,« siger hun.
Stephanie ser stadig sin mor, men det er hos kæresten Jeff og hans familie, at hun har fundet den kernefamilie, hun har drømt om. De har lært hende at tænke i nye baner.
»Normalt tror jeg altid, at det er min skyld, når noget går galt. Men de har hjulpet mig med at forstå,« siger hun.
Noget af det, hun nu forstår, er, at 'man ikke behøver reagere med tavshed'.
»Når min far blev sur, var det tit sådan, at der kunne gå timer eller en dag, før vi snakkede sammen igen. Jeg har altid været bange og nervøs for at sige min mening, for så havde jeg fornemmelsen af, at der ville falde brænde ned.«
Hjemme hos Jeff har hun lært, at det er i orden at have en mening.
»På den måde har det kun gavnet mig, at jeg ikke snakker med min far.«
Derfor har hun taget en beslutning:
»Det er ikke mig, der skal tage kontakt. Det er ikke mig, der skal komme kravlende. For det er ham, der er den voksne.«
Så hun venter.
»Jeg håber da, at han svarer mig. Men et eller andet sted forventer jeg det ikke – og det har jeg fundet ro med.«
Skulle han pludselig række hånden ud, vil hun blive 'chokeret' og nøje overveje, om hun skal tage imod den.
»For jeg er bange for at ryge tilbage i rollen som hende, der ikke siger sin mening.«
Men på et tidspunkt 'langt ude i fremtiden' håber hun, at de finder hinanden igen.
»Selv om han har været et røvhul, har han jo ikke været en dårlig far – og mine børn skal da lære ham at kende.«
B.T. har spurgt Christian van der Watt, om han har en kommentar. Han siger, at sagen er et 'meget privat anliggende', og at der er 'mange følelser på spil':
»Men uanset hvad fremtiden bringer, elsker jeg min datter utroligt højt, og savnet af ens barn forsvinder aldrig.«
