Stephanie Siguenza har oplevet mange ting, et barn ikke burde opleve. Og først nu har hun skabt sig en kernefamilie.

Det fortæller den snart 20-årige 'Årgang 0'-deltager til TV 2 efter et helt liv i rampelyset.

Trods den massive eksponering af hendes opvækst og ungdomsliv er der mange ting, seerne ikke fik lov at se. Men der er også mange ting, hun ikke selv så.

»Der ligger nok meget i baghovedet, som jeg har fortrængt, og som måske ikke har været så godt. Så på en måde kan man sige, at der er to fortællinger: Dén jeg husker, og som jeg kan fortælle om, og så er der dén, jeg ikke husker,« siger realitystjernen i et stort interview med TV 2.

Stephanie med sin far, Christian Van Der Watt, og lillesøster Isabella i 2009.
Stephanie med sin far, Christian Van Der Watt, og lillesøster Isabella i 2009. Foto: Anders Debel Hansen
Vis mere

Stephanie Siguenzas forældre, Christian van-der Watt og Christina Siguenza, var begge 17 år, da de fik hende. Og moderen lagde aldrig skjul på, at selvom hun var ønsket i øjeblikket, så var hun aldrig planlagt, og de havde gerne ventet, hvis de kunne, fortæller Stephanie Siguenza.

Trods kærligheden voksede 'Årgang 0'-deltageren dog op i et kaotisk familieliv, hvor hun i en alder af 19 år har boet 13 steder - og her er ikke inkluderet det evindelige flytteri mellem far og mor, som blev skilt, da hun var to år gammel.

Kort efter røg hendes far i fængsel for væbnet røveri, hendes mor forelskede sig i hans cellekammerat Martin, som hun fk to sønner med, men senere gik fra efter angiveligt at være blevet udsat for vold af ham.

Christina Siguenza fortalte ikke sin datter om volden. Men Stephanie Siguenza kunne fornemme det. Og den dengang 8-årige pige følte, at hun blev nødt til at påtage sig nogle af moderens opgaver.

Stephanie med mor og søskende i 2010.
Stephanie med mor og søskende i 2010. Foto: Esben Salling
Vis mere

»For nu havde hun jo både Romeo og William (Stephanies mindre halvsøskende, red.), hun skulle passe. Så tænkte jeg, at okay, nu tager jeg mig af dem, og så skal hun ikke blive stresset over det. For så kan Martin da ikke blive sur på hende, fordi hun ikke har klaret de og de ting,« siger Stephanie Siguenza til TV 2.

Hun ved godt, at det ikke burde være sådan. Men hun ville jo gerne have, at hendes mor var glad. For selvom hendes familie ikke har lært hende om stabilitet og tryghed, så har de lært hende, at man er loyal over for sin familie og venner.

Og den lære har hun taget med ind i sin nye familie, som består af kæresten Jeff, hans forældre og bror. En rigtig kernefamilie, som tog hende til sig for to år siden.

I starten gik hun på listefødder. For derhjemme var opdragelsen hård, og man talte pænt til sine forældre.

»Men nu har min kæreste og svigermor lært mig at sige min mening og fortælle, hvis jeg er ked af det eller sur over noget. De har hjulpet mig med at finde mig selv. Det er et kæmpe fremskridt,« siger Stephanie Siguenza‌