Stephanie fra 'Årgang 0' er kommet godt fra start i sit sabbatår.

I 18 år har danskerne kunnet følge med i Stephanie van-der Watts liv i TV2-programmet 'Årgang 0', som løb over skærmen i programmets oprindelige form for sidste gang i år.

Igennem årene har seerne kunnet følge med i hendes op- og nedture og valg i livet, og selvom tv-holdet ikke længere følger hende, så deler 19-årige Stephanie stadig sine store øjeblikke med os på de sociale medier. Tidligere på sommeren delte hun blandt andet den glædelige nyhed om, at hun nu endelig kan kalde sig student fra HF med et flot 12-tal i huen.

Og nu er der igen en stor nyhed fra den populære 'Årgang 0'-stjerne, der holder sabbatår. På sin YouTube-kanal fortæller hun nemlig, at hun har fået et job.

»Jeg skal til Nice, hvor Jeff og hans mor, far og lillebror allerede er. De kørte mandag, men fordi jeg skulle starte job mandag og tirsdag, så blev jeg nødt til at blive hjemme,« lyder det fra Stephanie i videoen, der kunne tilslutte sig svigerfamilien i Sydfrankrig om onsdagen.

Over for Realityportalen uddyber Stephanie, at hun er begyndt at arbejde som afløser i hjemmeplejen lige ved siden af sin bopæl i Slagelse.

»Det går godt, jeg kan faktisk godt lide det. Jeg synes, det er hyggeligt,« fortæller hun om det nye arbejde, hvor hun endnu ikke ved, hvor mange timer hun får.

Stephanie har tidligere fortalt, at hun gerne vil være lærervikar i sit sabbatår, og overvejer at søge ind på læreruddannelsen til næste år. Men selvom hun lige nu har scoret sig et job i hjemmeplejen, så er lærervikar-drømmen ikke lagt helt på hylden.

»Bestemt ikke. Jeg venter stadig svar fra skolerne, men de har jo sommerferie lige nu,« siger hun.

Selvom det sidste afsnit af 'Årgang 0' egentlig er rullet over skærmen, kan vi se frem til at se fire opfølgningsprogrammer af den populære serie med hovedpersonerne Rachel, Stephanie, Christian – og Emma, som ellers forlod programmet i 2016. For nylig løftede Stephanie sløret for de nye tv-optagelser.

Se videoen, hvor Stephanie fortæller om jobbet og ferien til Nice på sin YouTube-kanal, herunder:

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk