Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen fik i går en meget dyr huskekage.

Mens Ålen var til møde i det indre København, rykkede politiet nemlig ud og klippede nummerpladerne af hans sorte BMW.

- Vi kunne se det ud ad vinduerne, og så måtte jeg fluks ned på gaden, siger Peter Aalbæk.

Han måtte tage en taxa tilbage til filmbyen i Avedøre uden sin bil, fordi han har glemt at betale vægtafgift.

- Og det bliver åbenbart en dyr historie. Jeg går nu og venter på, at jeg får købt nogle nye nummerplader til 1200 kr. Taxaen kostede 250 kroner, og jeg ved ikke, hvad det koster, at Falck bugserede bilen fra indre København til Avedøre. Så jeg aner ikke, hvad det kommer til at koste, siger Ålen, der har en enkel forklaring på, hvorfor han ikke lige fik betalt den der vægtafgift.

- Det kræver jo, at man lukker de der konvolutter op, som bliver sendt til en. Det er jeg ikke verdens flittigste til. Men jeg tager det ikke så tungt. Det er jo bare prisen for at være utjekket, griner han igennem en mobiltelefon fra London, hvor han er ovre for at skaffe midler til en ny film, der gerne skal laves til efteråret.

Til den tid er Ålen forhåbentlig godt kørende igen, men der kommer nok til at gå lidt tid, før han atter fræser rundt i den sorte BMW.

- Jeg regner med at skulle cykle et godt stykke tid. Det er sikkert sundt for mig. Det er nok et fingerpeg fra Gud om, at jeg skal have noget mere motion. Mere cykling - mindre bil, lyder det fra den udprægede levemand, der også ser en anden fordel i konsekvensen af hans mangel på opmærksomhed til rudekuverterne.

- Jeg morede da. Det gjorde politiet og Falck også. Så jeg har sørget for, at alle har haft en sjovere dag og sendt flere penge til statskassen.