Aalborgtårnet, Nordjyllandsværkets rygende skorstene og måske Limfjordsbroen.

Det kunne være et bud på Aalborgs gamle vidundere, men hvad med de nye?

For den mand, der måske mere end nogen anden har tegnet Aalborgs overgang fra rå industriby og Nordkraft-kulisse til blomstrende havnefront og uddannelsesepicenter, den tidligere borgmester Henning G. Jensen, er der stolthed over byens forandring gennem de seneste 20 år.

Aalborgs borgmester gennem 16 år, Henning G. Jensen(S), var centrum for byens omdannelse fra rå industriby til havnefront domineret af studerende og kulturliv.
Aalborgs borgmester gennem 16 år, Henning G. Jensen(S), var centrum for byens omdannelse fra rå industriby til havnefront domineret af studerende og kulturliv. Foto: Henning Bagger
Vis mere

B.T. Aalborg har bedt den socialdemokratiske eksbykonge om at udpege sine fem nye aalborgensiske vidundere – steder, som har rykket byen i den rigtig retning. Men ifølge Henning G. Jensen startede det hele faktisk med et regulært uppercut, der sendte byen til tælling.

»Udgangspunktet for det Aalborg, vi kender i dag, var knockoutet ved Aalborg Værfts nedlukning i 1988, red. Da værftet lukkede, byens største arbejdsplads med 4.000 ansatte, forsøgte vi at snakke os til rette om, hvordan vi kunne udnytte byen og gøre den mere attraktiv.«

Universitetet

Hvert år til 1. september samler Aalborg Universitet tusindvis af byens nye studerende til morgenkaffe på Gammeltorv.
Hvert år til 1. september samler Aalborg Universitet tusindvis af byens nye studerende til morgenkaffe på Gammeltorv. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

»En af nøglerne til Aalborgs opblomstring var universitet. Det har været den største drivkraft, også selvom mange sagde til mig: 'Vi har da ikke lærere, der kloge nok til at undervise.' Men det gav jo virksomhederne bedre uddannet og mere erfarent personale. Vi kunne ikke blive ved med kun at være en fabriksby med rygende skorstene. Nu har vi fået et langt mere forskelligartet og internationalt erhvervsliv.«

»En anden nøgle var, at man skal kunne få passet sine børn. Det var et kæmpe udviklingsområde, for ellers kunne vi ikke holde på folk. Den første og største politiske sejr var pladsgarantien.«

Jomfru Ane Parken

Havnefronten i Aalborg, tæt ved den gamle toldbod. Fra losseplads for skibe er det hjem for mange studerende, kulturinstitutioner som Utzon-centret og byrum som Jomfru Ane Parken og Havnebadet.
Havnefronten i Aalborg, tæt ved den gamle toldbod. Fra losseplads for skibe er det hjem for mange studerende, kulturinstitutioner som Utzon-centret og byrum som Jomfru Ane Parken og Havnebadet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg bliver glad, når jeg cykler forbi Jomfru Ane Parken og ser unge mennesker. Det er miljø! Det gør mig glad, at man har lavet en anden form for havnefront i byen og det liv, det har medført.«

»Mens jeg var borgmester, lavede vi Danmarks største ungdomsboligprogram med mange boliger langs den nye havnefront. Det gav jo kritik: 'Jamen, hvorfor skal de rige ikke bo der?' Men dels fik det folk i arbejde i byggeriet, samtidig med det tiltrak de unge, mange af dem på SU, som var aktive i idræts- og kulturlivet og gav det her miljø. På den måde blev det en overskudsforretning for Aalborg.«

Gigantium

Sportskomplekset Gigantium åbnede i 1999 og huser i dag Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, koncerter og loppemarkeder. I sommeren 2017 brændte den sydlige del af håndboldhallen.
Sportskomplekset Gigantium åbnede i 1999 og huser i dag Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, koncerter og loppemarkeder. I sommeren 2017 brændte den sydlige del af håndboldhallen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er et fantastisk sted med det hele: svømmehal, ishockey, atletik, håndbold og så videre. Og det bliver endnu bedre med de to kommende haller. Gigantium har været med til at løfte Aalborg Øst, for nu skal andre tage derud for at bruge faciliteterne – i stedet for at 'Aalborg Øst' skal komme til dem.«

»Derudover kan vi jo tage en masse arrangementer, som vi ikke kunne i forvejen. Den er allerede for lille til håndbold – hvem havde lige troet det? At en klub fra Vadum skulle være blandt verdens bedste? Jeg kan jo stadig huske Eigil og Sonja (Christensen, medejer af Aalborg Håndbold, red.), der stod i hallen i Vadum og selv smurte madder.«

Nordkraft og Musikkens Hus

Normalt synger eller spiller hovedattraktionerne i Musikkens Hus i Aalborg, der åbnede i 2014. I 2019 var Barack Obama dog trækplastret.
Normalt synger eller spiller hovedattraktionerne i Musikkens Hus i Aalborg, der åbnede i 2014. I 2019 var Barack Obama dog trækplastret. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Aalborg har altid været en forlystelsesby, i gamle dage var det knejperne og 'Ambassadeur'. Kvægtorvet trak også mange til Aalborg i gamle dage, men Nordkraft og Musikkens Hus har jo sendt os på landkortet, hvor det er helt anderledes attraktivt at spille for musikere og kunstnere. Det er jo blevet moderne at spare feriedage og tage afsted i nogle dage og indlogere sig, og det er Musikkens Hus gode til.«

»Nordkraft er blevet et hus med mange gråhårede ligesom mig selv, men også mange unge. Der er ikke noget lige i Danmark. Vi blev inspireret af nogle gamle banegårde i Tyskland. Da vi kom der første gang, sagde min kone: 'Skal de mursten ikke males?' Nej, det er jo meningen. Alt det røg i murstenene er patina.«

Kulturbroen

Pladsen er ofte trang på den røde cykel- og gangbro, der forbinder Nørresundbys »solside« med Aalborgs Vestby.
Pladsen er ofte trang på den røde cykel- og gangbro, der forbinder Nørresundbys »solside« med Aalborgs Vestby. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Cykelbroen!«

»Den har jeg drømt om hele mit liv, og jeg bor lige ved siden af. Nørresundby var lidt 'anden klasse', fordi slagteriet var lukket. Det var ikke godt for arbejdspladserne, men det er blevet mere ligeværdigt med Aalborg nu. Aalborg har ladet Nørresundby udvikle sig uden at okkupere. Når mit barnebarn kommer hjem fra efterskole i Horsens, siger hun, hun er fra Aalborg – ikke Nørresundby. Sammenhængskraften er vigtig.«

»Limfjorden er jo en flod, selvom vi kalder den en fjord. Det var en drøm for mig. I andre byer er det en flod, der samler byen og ikke adskiller. Nu ser jeg det samme her.«