Jane Fonda vakte i den grad opsigt, da hun under Oscar-showet entrerede scenen for at uddele prisen for bedste film.
For godt nok er håret blevet sølvgråt. Men ellers er der ikke meget, der afslører hendes alder. Og da slet ikke hendes påklædning.
Den 82-årige filmstjerne trodsede enhver aldersfascisme og bar en pænt gennemsigtig, højrød, perlebesat kjole, der understregede hendes stadig veltrimmede krop.
Men det var ikke kun sin velbevarede krop, Jane Fonda udstillede.
Med kjolen sendte hun også et signal om sin mærkesag. Bæredygtighed og miljøbevidsthed.
Det var nemlig ikke første gang, at Jane Fonda bar den smukke kjole, som designeren Elia Saab har kreeret.
Tilbage i 2014 haglede blitzlysene også ned over hende, da hun viste sig i den første gang.
Det var ved åbningsceremonien på filmfestivalen i Cannes, at den dengang 76-årige Jane Fonda indtog den røde løber iført kjolen.
På daværende tidspunkt lå der dog næppe andre motiver bag end at se så godt ud som muligt.
Sådan er det ikke længere.
Jane Fonda har nemlig i den grad ladet sig inspirere af den unge svenske miljøaktivist Greta Thunberg og er selv blevet forkæmper for sagen.
Således har hun afholdt en række protestaktioner Washington, som hver gang har trukket overskrifter. Ikke mindst, fordi Jane Fonda adskillige gange er blevet anholdt og har måttet en tur bag tremmer.

Og i den forgangne weekend flyttede hun altså sine aktiviteter til Los Angeles.
Her benyttede hun fredag lejligheden til at råbe vagt i gevær sammen med flere andre store Hollywod-stjerner. Heriblandt 'Joker'-stjernen Joaquin Phoenix.
»Dette er klimakrisens frontlinje her i Californien. Dét, der sker her, kan helt bogstaveligt få betydning for resten af landet og hele verden,« sagde hun ifølge people.com på protestmødet.
Med sit valg af en genbrugskjole sendte Jane Fonda i hvert fald selv et signal til resten af verden om, at bæredygtighed og miljøbevidsthed er en mærkesag.
»Det er så vigtigt, at kendisser bruger deres platform til at skabe opmærksomhed om klimakrisen,« har hun tidligere sagt.
Rent symbolsk havde hun over armen dét røde sjal, som hun købte for en tid siden, hvor hun offentligt svor, at det var det sidste nye stykke tøj, hun ville købe resten af sit liv.
82-årige Jane Fonda var bestemt ikke ene om at slå et slag for miljøet på den store glamourøse aften.
Også den 23-årige Kaitlyn Dever, kendt fra blandt andre Netflix-serien 'Unbelievable', Hollywood-stjernen Elizabeth Banks og Margot Robbie benyttede lejligheden til at vise sig fra deres mest miljøbevidste side.
