Moderne og klassisk, sjov og alvor: Søren Sætter-Lassen er en skuespiller, der kan det hele. 11. juli fylder han 60 år.
»Jeg siger tak til Vorherre for, at jeg stod på det rigtige sted på det tidspunkt. Havde jeg stået fem centimeter den anden vej, så var jeg formodentlig død eller havde brækket halsen og siddet i kørestol nu. Jeg er også taknemmelig for, at jeg ikke opdagede, hvad der var ved at ske. Selvfølgelig kunne jeg måske have nået at løbe væk, men hvis jeg bare lige havde vendt hovedet for at se, hvad der skete, så var jeg jo blevet smadret i hele ansigtet.«
Sådan sagde skuespilleren Søren Sætter-Lassen i forbindelse med den ulykke, der nær havde kostet ham livet. En væg fra en scenografi susede ned mod den forsvarsløse skuespiller under prøverne på den store klassikerforestilling »Lulu« for et par sæsoner siden.
Læs også:
Den hårdt kvæstede skuespiller var i fare for ikke at vende tilbage til sin metier. Men tilbage kom han. Og med eftertryk. I titelrollen i Strindbergs skilsmissedrama »Faderen«, afdækkede han alle stykkets sorthumoristiske lag i sin konsekvente demaskering af den patriark, der spiller sig overherredømmet af hænde. Spillet som en tour de force af kommunikerende karakterkomik. Ved teaterårets slutning kunne Søren Sætter-Lassen hjemføre sin tredje Reumert-statuette. Som om det ikke var nok, spillede han i samme sæson titelrollen i proletarklassikeren »Woyzeck«.
Den linde strøm af pragtpræstationer, der var gået forud for Sætter-Lassens ulykke, peger alle sammen på, hvorfor nationalscenen ikke kan undvære ham og hans begavede, slebne figurkunst. Hans gennemarbejdede, smidige leg med alle mulighederne i de replikker, han skal sige. En bærende kraft med sine frække, adrætte og moderne fortolkninger af det hele, men især af klassikernes teaterfigurer – knivskarpt spiller han ofte figurernes modsætninger ud mod hinanden.
Læs også:
Tænk på hans forrygende morsomme »Den gerrige«. Tænk på den elegante teaterskurk Richard III – leveringsdygtig i alle former for forstillelse. Så rig er fantasien, så smittende saftig er spilleglæden, så mange er detaljerne – som i »En skærsommernatsdrøm«, hvor hans amatørskuespiller blev et vittigt festfyrværkeri, der truede med at blive et show i showet. På samme måde som det skete med hans ubehagelige, selvovervurderende Per Degn i »Erasmus Montanus« i den sæson, vi er på vej ud af.
Allerede ved gennembruddet som Konstantin i Tjekhovs »Mågen« på Odense Teater i 1981 var talentet uden for al tvivl. Længe var det nu de ikke helt voksne opgaver, han fik tilbudt – skikkelsen var drenget, staturen lille. Men hos Malene Schwartz på Aveny Teatret fik han op gennem 80erne lov til at vise spændvidden i roller hos bl.a. Ørnsbo og Norén. Ligesom han gjorde indtryk i »Mercedes« på Rialto Teatret med sin intelligensbetonede farlighed.
Han var en moderne skuespiller, intens og nervebetonet. Han var tillige medstifter af Grønnegårds Teatret, der dengang var viet til Holberg. Her fik han så bevist en helt anden side af talentet – som en virtuos, klassisk skuespiller, der også rummede gøglerens saftsprængte komik. På alle måder selvskrevet til en plads i nationalscenens ensemble, som han har været en del af siden 1990.
Ved siden af alt det blændende og det vittige har hans fintmærkende teknik, voksende sceniske autoritet og modenhed som kunstner også givet sig udslag i nogle fornemt afstemte, følsomt neddæmpede præstationer.
Den fuldendte skuespiller? Det er lige før, man synes det. Også radio og TV har naturligt nok haft flittigt bud efter ham. På skærmen var han for eksempel den stammende kunstmæcen Carl Jacobsen i den stort anlagte serie »Bryggeren«. På filmlærredet gav han flot liv til den bipolare maler P.S. Krøyer i filmen om dennes hustru. Men det er scenekunsten, der bør være ham taknemmelig. Han er en karakterkomiker af betydeligt format. Teatrets lille, store skuespiller.
