Alt imens hans seneste film skaber overskrifter over hele verden, har Quentin Tarantino nu også en stor nyhed fra hjemmefronten.

Mesterinstruktøren skal have sit første barn i den nette alder af 56 år. Det oplyser han og hans 21 år yngre kone, Daniella, i en pressemeddelelse til magasinet People.

'Daniella og Quentin Tarantino er meget begejstrede over at bekendtgøre, at de venter sig en baby,' står der kort og godt.

Parret har været sammen i tre år og blev sidste år smedet sammen ved et intimt bryllup i Los Angeles, skriver People.

Instruktøren har ellers altid været kendt som notorisk ungkarl, der hverken havde tid eller lyst til at binde sig til en enkelt kvinde.

Han mødte Daniela i hendes hjemland, Israel, i 2009, da han reklamerede for sin film 'Inglourious Basterds'. Først ni år senere begyndte de officielt at være kærester, men derefter er det til gengæld gået hurtigt, og nu kan de begge snart kalde sig førstegangsforældre.

Det fremgår ikke, hvor langt henne Daniella Tarantino er.

Nyheden kommer på et tidspunkt, hvor Quentin Tarantino kan fejre sin største kommercielle succes nogensinde, men samtidig er udsat for stor kritik fra flere sider.

Det bio-aktuelle action-drama 'Once Upon a Time ... In Hollywood' er blevet skamrost af anmelderne, og publikum har kvitteret med at gøre den til hans mest indtjenende film i premiereweekenden.

Både han og filmens altdominerende hovedroller, Brad Pitt og Leonardo DiCaprio, er desuden allerede favoritter til de eftertragtede Oscar-statuetter, som uddeles til februar i Los Angeles.

Men filmen, som skildrer Hollywwod i 70'erne gennem øjnene på en udslidt skuespiller og hans stuntmand, får hård kritik af Bruce Lees datter for at pisse på kung-fu-legendens eftermæle.

Han fremstilles som en selvglad mandsling, der slet ikke kan slås. Desuden kritiseres filmen flere steder for at glorificere filmbranchen i en tid, hvor forholdene for kvinder var noget værre end i vores metoo-tider.