Nationen har i tre årtier været positivt på fornavn med Janni - og det er få beskåret at nå den folkeyndest for den i dag 50-årige, som ikke behøver efternavnet for at blive identificeret.

Fra Brodersen i de unge år, til Spies i det første ægteskab, til Spies-Kjær og Kjær i det andet og nu tilbage til efternavnet Spies, som hun har givet sig selv i fødselsdagsgave.

Men endnu så uvant, at hun kom til at sige »Det er Janni Kjær,« da hun ringede til overtegnede. For derefter med et skraldgrin at rette det til Spies. 'Jeg må øve mig!'

aluhist jkg

Janni og Christian skilt

Selv er Janni Spies lutret og modnet gennem medgang og modgang og har i den seneste uge præsenteret sig i medier over en bred front som en fribåren, glad og meget reflekterende kvinde midt i livet med datteren Michala 23, og sønnen Christopher på 15. Han bor hjemme hos mor i Hørsholm - i rækkehuset på 127 kvadratmeter købt af veninden Pusle Helmuth - og hvor yndlingsretten trods årene med kaviar og champagne stadig er flæskesteg med rødkål og brun sovs. Og søndagsaktiviteten på det seneste et aktivt kirkeliv i Hørsholm.

- Jeg er med i en brainstorming-gruppe, der fostrer nye initiativer, og det er meget inspirerende. Bare det at opholde sig i et kirkerum; snart det eneste sted, man kan være alene med sine tanker - og dele dem med andre. Folkekirken er ved at blive revitaliseret takket være dygtige præster.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Jannis lange Askepot-historie er nok beskrevet til mindste detalje af ugeblade og aviser, siden hun som ung livsglad 20-årig kassedame fra Herlev i Simon Spies’ rejsekoncern blev kurtiseret af ejeren himself og ført til alters ved et fyrsteligt bryllup i Holmens Kirke. For mindre end et år efter som 21-årig enke at skulle arve det spieske rige, der senere blev kompletteret med Tjæreborg-præstens rejsekoncern.

Udfordringen var enorm. Selv om de blev to til at klare den, da hun ægtede F.L. Smidth-arvingen, advokat Christian Kjær, kørte rejsekoncernen pengemæssigt tør efter Golf-krig og uheldige flyindkøb og måtte afhændes 1996.

Janni var vemodigt selverkendende: Det er mit ansvar, men jeg var naiv og følte mig som Bambi på glatis.

I det nu sluttede overklasseliv med Christian Kjær mistede hun aldrig jordforbindelsen gennem sit arbejde med Simon Spies Fonden, hvor hun på 30. år er en energisk formand.

- Vi er kun en lille tremands bestyrelse, der kan agere hurtigt. Som da jeg hørte i radioen, at et fodboldhold af hjemløse ikke havde penge til at deltage i en turnering i England, var vi hurtige i telefonen - og af sted kom de hjemløse.

Ud over kæmpedonationer til MR-afdelingen på Hvidovre Hospital er der Simons opfindelse, Livsglædens Pris, der bl.a. er givet til Birthe Kjær, Shu-bi-dua og Anders Matthesen. Men den tidligere blåmejse fra Herlev har også omkring et rygende lejrbål på Holmen givet en million til spejderbevægelsen - »en god modvægt til så mange andre tilbud til dagens børn«.

Og Dronningen har benådet fondsformanden med ridderkorset.

Med den smertefulde skilsmisse fra Christian Kjær, der i øvrigt først afsluttes økonomisk efter en retssag til foråret, var det farvel til festivitassen i de kongelige cirkler for Janni. Sådan er etiketten. Men glemt blev hun ikke. Af prins Henrik.

- Han kontaktede mig, denne meget varme, vidende og intellektuelle åndsperson; vi var ude at spise sammen. En rigtig gentleman, en varm støtte.

Det er de venner og veninder også, som i lørdags havde arrangeret en fødselsdagsfest på Rungstedgaard - med dans, dét var Jannis eneste ønske.

- Jeg er ikke kommet mig endnu - det var pragtfuldt, for vi 125 dansede også mellem retterne. Og hele natten med til kl. halv seks. Så i dag er ånden høj - og fødderne ømme.

Og en ny romance - den venter sikkert omkring hjørnet.

- Jeg er altid åben for kærlighed...!