På arbejdsfronten udgør Dorthe Gerlach og Michael Hartmann popduoen Hush, men også i privaten har de et særdeles godt samarbejde.

Sangerinden og guitaristen danner nemlig også par på kærlighedsfronten, og her har de lagt et nyt og spændende projekt i ovnen: De skal nemlig være forældre.

Det afslører den 39-årige sangerinde på Facebook.

‘I start 2020 forventer vi at udgive vores hidtil største projekt. Vi skal nemlig være forældre for første gang,’ lyder det i opslaget, der er fyldt med konfetti-ikoner og hjerter.

I opslaget fortæller Dorthe Gerlach også, at vejen til at blive forældre ikke har været let.

‘Dem, der er tæt på os, ved, at det er noget, vi har ønsket og kæmpet for i mange år, og vi håber bare, at alt går godt.’

Sangerinden, der blandt andet har deltaget i Toppen af Poppen, runder af med at sende kærlige sommerhilsner i retning af sine fans.

Og så understreger hun, at parret naturligvis glæder sig.

Dorthe Gerlach har i sin karriere haft flere soloprojekter, men hun er blevet ved med at vende tilbage til samarbejdet med sin ægtemand, Michael Hartmann.

Siden 1997 har parret arbejdet sammen i countrypopduoen Hush.

Det er indtil videre blevet til seks albummer, hvoraf det seneste udkom sidste år.

I den forbindelse talte B.T. med parret om deres ægteskab, der var ved at smuldre. Den artikel kan du læse her. De er dog stadig gift og har været det siden 2004.