Den amerikanske sangerinde og skuespiller Jessica Simpson skal være mor igen.

Stjernen var ellers klar i mælet, da hun ifølge CBS News sidste år blev spurgt, om ville have flere børn. Her lød svaret fra 38-årige Jessica Simpson, at hun var 'færdig' med familieforøgelser og i øvrigt brugte spiral.

Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, for mandag blev Jessica Simpsons 4,3 millioner følgere præsenteret for nyheden om, at hun er i lykkelige omstændigheder for tredje gang.

'Denne lille pige vil gøre os til en familie på fem. Vi kunne ikke være gladere for at annoncere denne berigelse af vores liv,' skriver Jessica Simpson på Instagram.

I forvejen har hun datteren Maxwell på seks år og sønnen Ace på fem med den tidligere amerikanske fodboldspiller Eric Johnson. Ægteparret har været gift siden 2014.

Herhjemme er Jessica Simpson især kendt for realityserien 'Newlyweds' fra 2003, der kørte på MTV, og rollen som lækker blondine i filmen 'The Dukes of Hazzard'.

I 'Newlyweds' fulgte man sangerindens stormombruste ægteskab med Nick Lachey, som er kendt som medlem af boybandet 98 Degrees.

Idet hele verden blev inviteret med i det daværende ægtepars seng i 'Newlyweds', blev deres efterfølgende skilsmisse i 2006 også fulgt intenst i offentligheden.

Selvom Jessica Simpson stadig er aktiv som sangerinde og har et nyt album på trapperne, er hun efterhånden lige så kendt som modedesigner og medvirkende i diverse realityprogrammer.

Hendes tøjlinje 'The Jessica Simpson Collection' har ifølge amerikanske medier omsat for en milliard dollar siden 2005.

Og hun har via sit samarbejde med Weight Watchers givet offentligheden mulighed for at følge med i sine vægttab efter sine graviditeter.

Jessica Simpson er storesøster til Ashlee Simpson, der også er sangerinde og skuespiller.