Lyt til artiklen

Det var en choknyhed, da den sydafrikanske model og skuespiller Charlbi Dean mandag gik bort på et hospital i New York.

Dødsårsagen blev beskrevet som en »uventet pludselig sygdom.«

Nu åbner hendes 21-årige bror, Alex Jacobs, op for sin søsters pludselig død i et interview med Rolling Stone.

Her fortæller han, at Charlbi Dean angiveligt havde oplevet »mindre symptomer« før sin død, der bekymrede hende, hvorefter hun fik sin kæreste til at køre hende til hospitalet.

»Vi er stadig ikke helt sikre på, hvad der er sket. En obduktion er i gang, som vi ved kan tage noget tid. Men det, vi har fået at vide, er, at hun havde en virusinfektion i lungerne, siger Jacobs mediet og tilføjer, at alt skete inden for få timer.

Ifølge Jacobs var Charlbi Dean involveret i en alvorlig bilulykke i 2009, der efterlod hende med en brækket ryg, brækkede ribben og en manglende milt. Han mener, at de skader, hun pådrog sig, kan have bidraget til hendes død.

»Det faktum, at hendes milt ikke var der, kan have bidraget til, at hun ikke kunne bekæmpe infektionen,« tilføjer han.

Charlbi Dean stod ellers foran sit helt store gennembrud på det store lærred.

Hun havde hun nemlig hovedrollerne i filmen 'Triangle of Sadness', der tidligere i år vandt den prestigefyldte pris Guldpalmen i Cannes.