Tilbage i 2015 arbejdede Martin Brachér i det danske forsvar og stod over for en mission til Mali. Han glædede sig, men familien var ikke af helt samme opfattelse, og det satte tankerne i gang hos den dengang blot 20-årige mand.
For at rense hovedet begyndte han at male. En hobby, der skulle vise sig at ændre alt.
»Jeg lagde nogle billeder op af de ting, jeg lavede, og så var folk vilde med det. Jeg lavede en Facebook-side, og så gik det helt amok,« forklarer Martin Brachér,
Et tilfælde ville, at missionen til Mali blev aflyst, og derfor besluttede Martin Brachér i stedet at hellige sig sin nye passion. I starten var der dog ingen penge at hente, men det fandt Martin Brachér en løsning på.
»Jeg fandt ud af, at hvis du arbejder som skraldemand, møder du mega tidligt, men du har også fri klokken 12. Så det gjorde jeg i et år, mens jeg malede på fuld skrue,« fortæller han.
I januar 2017 blev Martin Brachér kunstner på fuld tid, og i dag lever han af det.
Interessen for forsvaret er dog ikke lagt helt på hylden, og tidligere i år faldt Martin Brachér over et jagerfly på Den blå avis, han vidste, han måtte have fingrene i.
»Jeg var ude at kigge på flyet dagen efter. Det holdt i sælgerens baghave, og jeg tænkte bare: 'Det her fly er det vildeste projekt, og jeg skal bare have fat i det',« fortæller Martin Brachér om jagerflyet, der er en model Lockheed T-33.
Sælger havde dog en betingelse. Flyet kostede 100.000 kroner, som skulle betales kontant.
Og det blev det så.
Flyet blev efterfølgende fragtet til Martin Brachérs atelier i Nordsjælland, hvor han brugte sammenlagt 200 timer på at male det i farver, der er karakteristisk for hans kunstneriske stil.
Senere blev kunstneren kontaktet i forbindelse med et event ved Dansk Arkitekturcenter til fordel for Dansk Flygtningehjælp. Ved den slags arrangementer beder man ofte kunstnere om at donere værker, og i Martin Brachérs optik var det den perfekte mulighed for at vise flyet frem for første gang.
»Hvis man kunne forvandle den her krigsmaskine til noget smukt, der kunne bringe mennesker sammen. Så jeg sagde: 'Jeg vil gerne komme med et jagerfly',« siger Martin Brachér.
Flyet blev så populært, at Dansk Arkitekturcenter bad om at beholde det i yderligere 10 dage, og nu er næste skridt, at flyet i 2020 skal på en turné rundt i Europa.
Målet for Martin Brachér er i det hele taget at komme langt ud over landets grænser med sin kunst, men faktisk er der allerede en helt særlig familie, der har fået øjnene op for Martin Brachér.
Nemlig ingen ringere end Bieber-familien.
»Jeg havde skrevet til Jeremy Bieber (Justin Biebers far, red.) uopfordret, om han ikke synes, min kunst var det fedeste i hele verden. Jeg skriver nogle gange til nogle forskellige, men så svarede han sgu!. Jeg tænkte, hvad fanden foregår der, for de får jo en milliard beskeder,« forklarer Martin Brachér.
Faderen var vild med den 24-årige kunstners værker og bad om at få sendt en håndfuld til Canada. Leveringen skulle dog vise sig ikke at være helt uproblematisk, da familien ikke var hjemme.
»Det endte med, at fragtfolkene kørte ud hver dag i fire dage og ventede 10-12 timer om dagen. Men så skrev Jeremy, at de havde modtaget malerierne, og de ville sende nogle fotos. Dem venter jeg stadig på,« siger kunstneren.
»Han har også sagt, at Justin Bieber har fået nogle malerier. Der var nogle til forældrene, og han har fået to eller tre. Så det kan være, jeg modtager et billede af Justin i en loungestol foran et maleri. Ingen ved det,« griner 24-årige Martin Brachér.