For andet år i træk har B.T. taget en snak med Thomas Blachman om det forgangne år. I tredje og sidste del får du 'X Factor'-dommerens tanker om MeToo, mink og coronavaccinen.

Vi begynder i august, da Sofie Linde gik på scenen i Operaen i København med et budskab.

Ved årets 'Zulu Comedy Galla' satte Sofie Linde anden MeToo-bølge i gang med sin tale. Hvordan ser du tilbage på det i dag?

»Jeg synes, hun gjorde et godt stykke arbejde. Hun er jo stjernebegavet og på alle måder en person, som kan gøre, hvad fanden hun har lyst til, og har klaret sig rigtig godt. Hun kunne blive en fremtidens statsminister, hvis hun virkelig vil det. Hun er virkelig godt begavet og godt argumenterende. Så du hende i 'Deadline'?

Der hvor hun debatterede med Pia Kjærsgaard?

»Ja, det i sig selv at kunne gøre det er et stykke håndværk. Hun er meget klar på både skrift og verbalt. At hun så blander mig ind i det hele, da hun begyndte at tale om ligeløn … Jeg sad i Frankrig på ferie og skulle pludselig forholde mig til det. Men jeg giver hende fuldstændig ret: Lige løn for lige arbejde, om man er mand eller kvinde, det burde være en banalitet.«

»I forhold til MeToo synes jeg – og det har jeg også sagt til hende – kan vi ikke få nogle navne på bordet? Vi andre arbejder også i tv-branchen og gør et kæmpe stykke seriøst arbejde og har aldrig været i nærheden af at være upassende over for kollegaer i arbejdstiden på den måde, så det, synes jeg, er pisseirriterende.«

Thomas Blachman, jazzmusiker, komponist og producer. Blachman er bedst kendt som dommer i talentkonkurrencen 'X Factor'.
Thomas Blachman, jazzmusiker, komponist og producer. Blachman er bedst kendt som dommer i talentkonkurrencen 'X Factor'. Bax Lindhardt

»På den anden side kan jeg godt forstå præmissen, at det handler om at gøre unge piger, som gerne vil frem i deres metier, klar over, at de godt kan sige nej. Jeg er ikke i tvivl om, at halvdelen af kvinder har en rygrad, som er stærke nok til at sige fra og sige 'hold nu kæft, dit gamle svin', og så er det overstået, hvor andre måske føler, det er en form for … Og det har de i hvert fald fået at vide nu, at de har fuldstændig carte blanche til at sige fra. Det er måske en fin pointe, og så må de der røvhuller efterhånden dukke op og miste den magtposition, de ikke kan forvalte. Men jeg var lidt bange for, at det skulle blive en lidt hygge-MeToo-bevægelse, som ikke rigtig har nogen konsekvenser, indtil jeg indså pointen..«

Ja, og nu har en række politikere for eksempel måttet træde af.

»Ja, helt klart. Det er nærmest blevet en del af det danske sprog at blive 'Frankeret' nu. Havde det bare været den ene gang, hvor han kysser en på kinden, så havde man tænkt 'fred være med det', men der har så åbenbart været mange andre ting. Der sidder rigtig mange magtfulde mænd derude, som ryster i bukserne, det er der ingen tvivl om. De ved, hvem de er, og en masse folk ved, hvem de er, men folk er bange for at miste deres job, hvis det kommer på tale.«

»Jeg har en datter, en kæreste, en søster og en mor, så det har aldrig ligget til højrebenet for mig at være sådan. Nu skal jeg heller ikke lyde som en hellig-Frans, men jeg tror, det er, hvis man har det svært med det andet køn, så bliver man nødt til at putte noget vægt bagi, en position, som kan udnyttes. Det er en form for social-menneskeligt svigt.«

Thomas Blachman, jazzmusiker, komponist og producer. Blachman er bedst kendt som dommer i talentkonkurrencen 'X Factor'.
Thomas Blachman, jazzmusiker, komponist og producer. Blachman er bedst kendt som dommer i talentkonkurrencen 'X Factor'. Bax Lindhardt

(Thomas Blachman fortsætter)

»Det er fandeme blevet en stærk bevægelse, og jeg, der er vokset op med søstersolidaritet og feminisme og derfor også er præget af det på en positiv måde, synes, det er enormt dejligt at se, at unge kvinder i dag også kan stå sammen og have et fællesprojekt. Er der nogen, der har konkurreret de sidste 20 år, så er det unge kvinder mod hinanden, om hvem der kunne komme længst på alle planer. Hvem er den bedste mor, den smukkeste, bedste på arbejdspladsen, alt det der. Det har måske bidraget til, at folk også er gået så langt, de overhovedet kan, for at få jobbet foran deres medsøstre. Men det er blevet udhulet nu, og nu skal de stå sammen, og det er kun godt.«

Den 3. november blev der afholdt præsidentvalg i USA. Fulgte du med?

»Ja, er du sindssyg, jeg var fuldstændig opslugt. Men nu skal vi også snart have nogle kedelige politikere på banen, der kan gøre et godt stykke arbejde. Det er jo en psykisk ustabil mand, der har siddet i en så høj position, det gør os alle neurotiske. Så det var dejligt (at Biden vandt, red.).

Thomas Blachman, jazzmusiker, komponist og producer. Blachman er bedst kendt som dommer i talentkonkurrencen 'X Factor'.
Thomas Blachman, jazzmusiker, komponist og producer. Blachman er bedst kendt som dommer i talentkonkurrencen 'X Factor'. Bax Lindhardt

Dagen efter det amerikanske valg holdt Mette Frederiksen endnu en historisk tale, hvor hun sagde, at alle mink skulle aflives. Det medførte en masse ballade. Hvad tænkte du om den sag?

»Hvad tænkte jeg? Hvad tænkte (Venstres leder, Jakob) Ellemann? Han syntes, det var en god idé, indtil han ville vinde næste valg og gik den anden vej. Jeg kan godt forstå angsten for at starte en mutation i det her lille land, der kunne sprede sig med lynets hast til resten af verden. Den angst alene gør, at man tager den her vanvittig overilede beslutning. Det er så let bagefter at stå og sige, 'ja, men var der nu lovhjemmel' og dit og dat. Jeg mener personligt, at i sådan et katastrofetilfælde om global sundhed, der gælder nogle helt særlige regler. Resten må være et spørgsmål om kæmpe erstatninger. Set i lyset af at det kunne have været en ny epidemi, så havde den erstatning nok været det værd for os skatteydere at betale.«

Her i december er man så småt begyndt at vaccinere folk rundtomkring i verden. Er du selv klar til at lade dig vaccinere?

»Jeg tror, det bliver ældre først og selvfølgelig dem, der er blevet syge. Men det rykker hele tiden tættere på. Der er hele tiden en, der skriver en sms om, at de er blevet testet positive. Men selvfølgelig vil jeg lade mig vaccinere, om det så bliver hver tredje måned, så skal jeg nok stå der. Selvfølgelig.«

Har du selv haft corona i år?

»Nej, og netop qua mit arbejde har jeg ikke stået i forreste led. Jeg sidder bag et skrivebord, og så står der nogle sangere 10-20 meter foran. Engang ville de alle sammen give hånd, men det er vi heldigvis sluppet for nu, haha.«